Hej! Det er mig, der er...

Mor.

Lærer.

Veninde.
Datter.
Søster.

Fraskilt.

Søgende single.

Vild med ord, papir og stof.

Mig, der havde mellemrum mellem tænderne og lugtede af bål med jævne mellemrum.

Nå, nå, okay, I er med!

I morgen skal jeg til gensynsfest med folkeskolen. Så skal man sikkert præsentere sig selv. Eller nogen skal præsentere én. Min hjerne har brudt sig med, hvordan jeg nu skal få fortalt, hvem jeg er. Ikke hvem jeg var. For jeg er en anden end dengang. Selvom der dog er lighedstegn mellem mange elementer… Jeg har ærlig talt opgivet lidt på forhånd. Er det ikke sådan med den slags fester, at man falder tilbage i sine gamle roller? Og er det ikke lige meget, hvad de tror, jeg er nu? Ingen af dem har jo været med i processen omkring, hvordan jeg er blevet den, jeg er. Dem, der har det, kommer ikke til festen. De har deres grunde. Og jeg er jo den, jeg er. Men jeg ved, jeg vægter ordene. Der er nogle ting, de gerne må vide. Som på en måde er vigtige ting - og som de derfor hellere må huske på, frem for andet, når festen slutter.

På søndag er der med garanti helt andre ting, der er vigtige. For der skal jeg præsentere mig for 32 bloggere, som kun kender mig fra blogland. Hvis de da har læst min blog. Jeg aner intet om, hvem de er. Men de har kreative blogs. Og de er søde. Og de har humor. Og jeg glæder mig.

Jeg har præsenteret mig ret ofte de seneste år, nu jeg tænker over det. Jobansøgninger i forbindelse med flytningen, ansættelsessamtaler, mødet med elever og forældre, mødet med det offentlige i forbindelse med skilsmissen, mødet med forældre til barnets nye legekammerater. Og så var der det der med at få skrevet en personlig profil på et datingsite, da det var vinter. Arhmen, HALLO! Hvad skal man lægge vægt på? Og hvad skal man så vægte, når man endelig har fået en date i hus? Det er som om, nogle ting er vigtigere end andre, alt efter modtagerne og formålet med at jeg præsenteres.

Har stadig ikke luret, hvad der er det vigtige til gensynsfesten i morgen, dog. Men mon ikke det giver sig selv, når først vi er der?

Hov, vent! Vi er forhåbentligt næppe alle blot det billede, der skabes i en præsentation. Så mon ikke det vigtigste er at spørge ind og forsøge at finde nuancerne i billedet?

Det tror jeg.