En kendt fremmed

Scene 19

Jeg har i nedenstående udeladt enkelte detaljer af hensyn til anonymiteten hos de personer, jeg skriver om. Venligst, som I plejer, lad det forblive anonymt.

Det er lørdag. Udenfor ville pingvinerne trives. Indenfor er der lunt, musik i højtalerne, smalltalk, latter, blikke, der mødes, hænder, der flettes og bartendere, der har travlt. Min veninde og jeg er i byen. For mit vedkommende for første gang i den by, jeg har boet i i to år nu.

Vi sidder ved et firemandsbord. Hen kommer en mørkhåret kvinde. Langt mørkt hår. Slank. Næsten tynd. Yndig. Hun spørger, om hende og veninden må sidde på de to tomme pladser og vi siger ja. Jeg går i baren. Da jeg kommer tilbage, efter at have snakket med en eskimo, går snakken livligt ved bordet. 

Overfor den yndige mørkhårede sidder en smuk smuk ung lyshåret pige. Hun er så fin, så skrøbelig, så perfekt. De er fremmede, men åbne mennesker og der går ikke mange minutter, før vi konkluderer, at den lyshårede og min veninde har mange lighedspunkter i deres kærlighedsliv. Vi skåler. Vi er alvorlige. Vi griner. Jeg glæder mig over, at dét også kan ske. En slags festlig fortrolighed mellem fremmede. Glædes. Særligt nu de to piger virkelig er klædt på til fest. For det er veninden og jeg ikke.. Bare lidt pænt klædt på. Intet fancy. Jeg tænker, at ham den første fyr, jeg datede efter skilsmissen og var sammen med, som kaldte mig en grå mus, ville ha sagt: ’Se, du ER en grå mus i sammenligning.’ 'Men so what!? Vi har det ligesom sjovt, mængden af make-up er ikke afgørende.' svarede jeg ham i mine tanker.

’Hvad er så grunden til I er i byen?’ - eller noget i den dur - spørger jeg, da de fortæller, de heller ikke har været i byen i evigheder. ”Vi fejrer en skilsmisse.” Den mørkhårede er netop blevet skilt. Papiret, hvor det står sort på hvidt, er netop landet i postkassen. Hun formulerer sig præcis som mig og jeg skræmmes en smule: ’Det er ikke så meget det at være i starten af trediverne og have et barn – og nu være fraskilt. Det er det, at jeg er en fiasko. Det er det, at jeg ikke lykkedes i mit ægteskab.’

Bum! Så er det sagt! Igen. Jeg har selv sagt det selvsamme. Vi snakker lidt frem og tilbage om det - og om at have et delebarn - og om en fyr, hun dater, som hun er himmelhenrykt forelsket i. Hun roder med telefonen for at finde et billede af ham.

Ind kommer en gruppe mænd. Jeg spotter den kronragede. Det gør den mørkhårede også – vi griner igen! Hvor mange sammentræf kan der muligt være mellem to kvinder først i trediverne? (Vi var berusede, så måske føltes det på dette tidspunkt som flere sammentræf end det reelt var!?) Men vi synes det var evigt morsomt. Sådan meget teenageagtigt måske. Ikke desto mindre har hun nu fundet ham, hun er helt forelsket i, på sin telefon.

Det gibber i mig. Genkendelse. Her er en kronraget, skaldet mand med et smil så stort, så du kan høre hans latter, hvis du koncentrerer dig. ’Ham har jeg skrevet med på nettet!” siger jeg. Begge griner og vi er meget tøsefjantede. Jeg får detaljer om den mørkhårede og denne fantastiske mands forhold. Jeg kan godt forstå, hun er forelsket! Han er præcis, som jeg forestillede mig ham ud fra profilen. Han er med garanti en af de meget få helt reelle fyre på net-dating. Han skrev tilbage til mig, at han ikke spillede på flere heste. (Det er ellers den klassiske undskyldning for ikke at skrive sandheden: Du er grim, du virker kedelig, du har et barn i forvejen osv.) Men denne mand har altså begyndt sin skriven med den mørkhårede få dage forinden jeg modtager svaret om, at han ikke er sådan en, der spiller på flere heste.

Vi snakker og griner, hviner, nyder, skåler og snakken falder på ham den dejlige, du ved. Ham har hun heldigvis ikke været i kontakt med. Men hun er på dating nu. Via mobilen. Og nederst i hendes indbakke er et billede af den mand, der kaldte mig en grå mus. Jeg udbryder: ’Ham der! Ham skal du ikke mødes med!’ Den mørkhårede smiler og ser insisterende på mig og så er det, jeg som sædvanligt bare snakker uden at tænke mig om: ’Ham har jeg knaldet med!’ Hun nærmest hviner til den lyshårede: ’Hun har også knaldet med X!’

Reaktionen hos den lyshårede var ikke til at tage fejl af.

Og se, så var det at samtalen ændrede sig og det blev en tand for skræmmende at sidde der med et menneske ved siden af sig, hvis liv til forveksling var ens eget.

Parallelliv?