Nu pakkes kufferten. Eller dvs. jeg er i gang med at lave
pakkelisten. Listerne. Vi er jo to, der skal afsted. Vi er to, der ikke skal bo
i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg, i næste uge. Issuet er
ikke, at vi ikke skal være hjemme. Det er klaret med en hus-sitter. Issuet er,
at vi ikke skal bo samme sted.
Den snart 31-årige skal bo i Grenå med 97 børn og vist nok 15 andre, der kalder sig voksne. (Man kan nogle gange godt komme i tvivl.) Jeg skal på lejrskole og googler du ’6-årige børns sygdomme og udfordringer’ har jeg uden
tvivl alt repræsenteret på min liste over ting, jeg skal være opmærksom på. Det
er ikke brok. Blot konstatering – og en udfordring. Og helt og aldeles ganske
normalt! Det ved jeg godt! Det har været sådan hver gang, jeg har været af sted.
Jeg har jo gjort det før. Ikke i folkeskoleregi. Der spares. Og det er en anden
historie om det offentlige vs. friskolen. Men har prøvet det med uniformen på og under mindre luksuriøse forhold. Jeg mener,
vi har da rindende vand at børste tænder i i næste uge. Og det er kun de ældste
elever, der skal sove i telt… Jeg har fundet vendingerne til hjemve-plagede
børn og den indre pædagog er lagt i kufferten sammen med posen med uudtømmelig
tålmodighed. Og jeg er i gang med at genopfinde tandbørste-historien. Det er
noget med en pingvin, der er ved at blive spist af en løve bagerst i munden.
Eller hvordan var det nu den var?
Issuet er, for nu et blogindlægs længde længere nede at
komme til sagen, at den 4-årige skal bo hos sine bedsteforældre. Begge hold. Det
bliver forkælelse fra mandag til fredag. Uden tvivl. Og jeg er helt tryg. Men
det betyder, at jeg skal være væk fra mit barn i fem dage for første gang i
hendes 4-årige liv. (Ja, og hun væk fra mig…) Det gik op for mig i dag, da en
mor sagde: ’Det er godt nok længe mit barn skal være væk fra mig.’ Jeg svarede et
eller andet omsorgsfuldt og sikkert professionelt, mens jeg lagde hånden på skulderen, men svarede også noget i
retning af, at min datter også skulle være væk fra sin mor i fem dage. Og det
gav genlyd.
Længe.
Skulle hun nu være sammen med sin far i de fem dage, var
sagen en ganske anden - og på ingen måde værd at blogge om. Men han skal være
væk i forbindelse med sin uddannelse. Jeg mener bare: Det er én uge på et HELT
år.
What are the odds?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar