Om en følelse

Det er 14 (skriver fjorten!) år siden jeg lærte hende at kende. Hende, der lærte mig betydningen af, at det var håndskrevet. Hende, der lærte mig, at mærke suset i maven, når der var nogen, der havde brugt tid på at overraske og glæde mig. Ca. en gang i ugen i et år gjorde min mor det. Overraskede mig. Nogle gange var der slik med. Andre gange var det blot få linjer på et stykke pap. Med et frimærke i hjørnet. En enkelt gang var der en tandbørste med. Eller en togbillet, så jeg kunne komme hjem. Men der var også andre, der gjorde det. Tænkte på mig. Overraskede mig. Min faster gjorde det i form af en pakke med 24 små indeni, da det var jul det år. Dengang for 14 år siden. Alle de tanker jeg modtog og blev overrasket over, lige netop det år, ligger i en kasse på loftet. (Okay… fair nok.. de ligger i skuret, for der har endnu ikke været nogen og hjælpe mig med at bære det op.)

Det var hende på værelset ved siden af på efterskolen, der viste mig med strålende øjne, hvad det håndskrevne kan gøre, før hun hang det op på værelset. Det var hende, der viste på hvilken måde det kan glæde - og fastholdt glæden ved at pynte de få m2 med det håndskrevne. Hende, der viste mig, at der fandtes farverige kuglepenne og sjove klistermærker, så man kan gøre noget ud af de breve, man sender retur. Eller sender først - i håbet om at få et svar retur.

Da hun senere delte hoveddør med mig i Århus, var jeg dødsens jaloux. Jeg vandt nemlig en konkurrence, jeg ikke gad vinde, og som hun slet ikke vidste var udskrevet. Jeg vandt for flest rudekuverter, mens hun forsatte samlingen af det håndskrevne.

Hun er stadig den afsender, der sender flest håndskrevne hilsner til mig. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er de håndskrevne breve bare en lille smule mere betydningsfulde end dem, der er printet. Også selvom de nogle gange er personlige.

Så hver gang – uden undtagelse – når jeg sætter nøglen i postkassen, håber jeg på en håndskrevet hilsen. Det sker så ganske sjældent. I dag var der dog én. Eller dvs. mit navn og min adresse på kuverten var håndskrevet. Indeni lå papir, der havde været gennem printeren på sognekontoret. En ny dåbsattest. Jeg har fået mit fødenavn igen. Og ganske uventet affødte dét brev det samme sus og følelse i maven, som når jeg har modtaget en meget personlig hilsen. Det var uventet. Overraskende! Glædende! Både brevet og følelsen. Havde jo nærmest kun lige godkendt med mit Nem-id.