At træffe et valg

Nogle valg er svære at træffe. De overvejes nøje. Problemstillingen vendes og drejes. Over dage  - og ikke mindst nætter. Også selvom det viser sig at være et positivt valg, selvom det ikke umiddelbart synes at være så. Nogle valg træffer jeg uden at blinke. Og så var det måske ikke altid helt så positivt, som antaget.

Nogle valg er jeg bekendt med følgerne af. Andre valg kender jeg først følgerne af, når valget er truffet.

Jeg træffer dagligt mange valg. Hele tiden. Konstant. Det værende sig i min undervisning. På vegne af børnene. Jeg bestemmer. Jeg tænker ikke over det, før jeg er bevidst om, at jeg kunne have truffet et andet - muligvis bedre - valg.

Og så er der de valg, som jeg træffer på vegne af andre, og som gør ondt. Og hvor jeg ved det gør ondt på både det andet menneske og jeg. Jeg ved det, lige når beslutningen træffes.

Der er et valg, jeg har truffet, som bliver ved at jagte mig. Faktorer i mit liv lige nu gør, at jagten er intensiveret. Jeg har valgt for mit barn, at hun vokser op som skilsmissebarn. Det er hun jo ikke ene om. Men det var ikke intentionen. Intentionen var en kernefamilie. Jeg er langt i  ( ... igennem?! ) den proces, der hedder at komme sig over bristede drømme, ikke at få sit ægteskab til at lykkedes og alt det andet, der måtte følge med i kølvandet på det valg, jeg traf ved at blive skilt. Det handler slet ikke om det!

Det handler om, at jeg, helt isoleret set, ser på et barn, mit barn, der er sat på en scene, som ikke ser ikke ud som medforfatteren havde bestemt det. Det handler om, at hun skal spille på to scener. Og genfinde sin rolle, hver gang scenen skifter. Hvilket den gør ofte.

Det var ikke det, jeg ønskede for mit barn. Det var ikke det, jeg ville... Og hun har intet valg. Jeg har truffet det for hende. Og det gør altså også ondt. Indimellem.