Okay, jeg er er rodehoved. Jamen, det er jeg altså. Og det er bare slet ikke blevet bedre efter, jeg er blevet single. Jeg synes måske så bare, jeg er et organiseret rodehoved. Jeg ved hvor små dimser ligger i det store rod. Alligevel må jeg erkende, at ting forsvinder. Og lige præcis dét begynder at irritere mig voldsomt!
Som fx den blå tang til at lave mikroskopiske huller med. Jeg manglede den særligt til jul sidste år. Nu dukkede den op i år i kassen med pile til skolernes motionsdag. Et år efter den blev væk - og jeg havde efterlyst den så tilpas mange gange, at mine kollegaer begyndte irriteres over det. Ting fordufter jo ikke fra jordens overflade, men det ville være rart, hvis de gemte sig steder, man leder.
Eller min blender. Hvordan bliver en blender væk? Låner man den ud og glemmer til hvem? Eller hva' med mine sorte cardigans? Jeg må ikke have en sådan. Vi er på basiscardigan nummer tre på et år, der er væk. Sådan kan jeg blive ved.
Jeg har en liste (surprise) med ting, jeg ikke kan finde. På den liste har jeg for nyligt tilføjet: Barnets leopardbamse. Og det gør rent faktisk en smule ondt på mig, at den er væk. Dels fordi hun har et meget nært forhold til den og reelt sørger over, at den er væk. Dels fordi, jeg har givet hende den. Men mest fordi barnet for noget tid siden sagde: 'Mor, jeg tror vi har glemt den i toget.' Og jeg reagerede med: 'Nej, vi har da ikke, den dukker op igen, ligesom alt det andet.'
Men den er ikke dukket op. Og DSB gemmer kun tingene i 7 dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar