Det foregik helt som i alle andre familier. Èn får en idè om,
at familien skal tælle et væsen mere. Den anden er med på idéen. I dette
tilfælde ville idémageren at husstanden voksede med mange. Den idé var jeg ikke
med på. For det drejer sig om, at den fem-årige efter bondegårdsferien ville
have høns. Og høns er i virkeligheden ret klamme dyr. (Undskyld veninder, som
er hønsefans.)
Jeg kom til at sige, at barnet kunne ØNSKE sig et dyr og
forestillede mig, at vi kunne få en kanin til foråret - eller noget. Men barnet
vedblev at ævle om de skide høns. Vi bor i villakvarter. Går ikke.
Så ønskede barnet sig et dyr, der har pels og kan hoppe.
Og barnet forstod ikke, at 'ønske' betyder; måske får du det,
måske får du det ikke.
Men så sagde en klog dame: Barnet skal ofte
lege med sig selv, måske er det en god idé med et dyr?
Og jeg begyndte at undersøge mulighederne for en kanin. Det
væltede ind med tilbud om kaninunger og venners kaniner.
Helt som da jeg blev mor første gang googlede jeg også. Og
erfarede, at vi ikke er en egnet kaninfamilie. Sådan et dyr anbefales at være
ude af sit bur 4-5 timer om dagen. (Om dagen!) Vi kan klare 4-5minutter, de dage
barnet er hos mig. Det ville være omsorgssvigt allerede inden kaninen flyttede
ind.
Helt som da jeg blev mor første gang, havde jeg en klar
forestilling om, hvad der ventede os. Denne gang troede jeg, at vi skulle have
et udedyr. Er I klar over, hvor få udedyr, der er egnede som kæledyr til min
fem-årige? Så ganske som da jeg blev mor for første gang, havde jeg et
standpunkt til jeg tog mig et nyt: Begyndte kigge på indedyr. Gnavere og den
slags. Spurgte kæledyrseksperter til råds. Undersøgte og læste. Og vi er endt
på et guldhamster. (Den dør også om max to år – men det siger vi ikke til
barnet.)
Efter en uge har den fem-årige lært at sige det:
Guldhamster og ikke duldhamster. Alletiders.
Så tog vi ud og så på bure. Det er næsten ligesom at vælge
barnevogn. De to på indkøb er slet ikke enige om, hvad der praktisk, flot eller
råd til.
Pludselig slog det os. Hvad skal kræet hedde? Barnet
foreslår Regnbue, Solmåne eller Gustav. Jeg er helt klart fortaler for Gurli
Guldhamster.
Nå, men vi skal se på 17 guldhamstre på lørdag. Skal nok
smide en besked og et billede, når familieforøgelsen er sket. Sådan lidt
ligesom I ved nok…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar