Uheldighedsklippekortet er brugt!

Tirsdag eftermiddag. Klokken er tyve minutter i fire. Jeg kan ikke nå at køre til optikeren inden børnehaven lukker og den fem-årige skal hentes. Vælger at køre hjem efter en pakke, der skal sendes – og så er planen ellers at hente barnet og ordne ærinder.

Jeg låser hoveddøren op og konkluderer, jeg ikke har haft alarmen sat til. Det gik også lige vel hurtigt med at komme ud af døren i morges. Tiden var gået hurtigere end forventet – og jeg har ikke for vane at komme for sent.

Jeg kaster et blik ind i køkkenet. På køkkenbordet står en åben småkagedåse med banansnacks og tanken strejfer mig: ’Hvornår har barnet nået at spise af dem, uden jeg har opdaget det?’ Jeg er lækkersulten og smider tasken på bordet, snupper en snacks og stivner. Ved siden af mig ligger pakken, som skulle på posthuset. Den er pakket op! Flået op! ”Der har været nogen” siger en indre stemme mig og jeg ser rundt. To skuffer står lidt åbne. Oven på bunken af reklamer ligger al indhold fra en skuffe. Mine bunker i den anden ende af køkkenet ligger på gulvet.

Jeg kaster et blik på spisebordet. Opdager, hvad der mangler. Min puls stiger, jeg sveder. Jeg kan ikke se, hvor de er kommet ind. Jeg søger. På mit kreakontor, som er ganske rodet, ser jeg at vinduet står på klem. Jeg har ALDRIG vinduerne åbne derinde. Det er ikke et rum, jeg bruger. Det er mit depot. Mit opbevaringsrum. Kreativt kaos, kontor og kælder i ét. Der ligger små sorte æsker med smykker spredt over det hele. Tårerne presser sig på. Jeg skriger. Ikke sådan et lille ynkeligt skrig. Et smertens skrig. Jeg går i knæ. Her har været et andet menneske. I mit hjem. Jeg får kvalme.

I min højre hånd har jeg min tlf, for i tankerne var jeg, på vej ind af døren, ved at sende en sms. Finder min mors nummer. Hyperventilerer lidt. Græder.

Får ringet 114 og bliver beordret ud af huset.

Jeg er i chok. Når jeg er i chok bliver jeg handlekraftig. Så jeg går op til naboen, spørger om hun kan hente barnet, da politiet er på vej. Hun er syg. Jeg ringer til hende i det gule hus. Hun vil gerne hjælpe. Jeg aftaler med politiet, at jeg henter barnet og så kommer de.

Jeg har hukommelsesslip. Jeg husker ikke, hvad jeg sagde eller gjorde, da jeg afleverede barnet ved hende i det gule hus. Jeg vidste bare, jeg var tryg.

Mens jeg venter på politiet forsøger jeg at få gang i noget ’Find min iPad’. Men kan ærligt ikke tænke særlig klart, så får kontaktet kollega.

Kort tid efter kommer patruljevognen med de to betjente. Den ene er sq en hottie. Det kan selv jeg se ud gennem forgrædte øjne og mascara på brilleglassene.

De er meget professionelle. Tager DNA-prøver, studerer cigaretskodder, størrelsen på kobenet osv. Får mig beroliget. I mens er jeg ved at dø af skam over rodet i mit hjem. De kan jo nok godt se, hvad der er tyve-rod, og hvad der er almindelig rod. SUK! De spørger ind til alverdens små detaljer og ting i mit hjem. Og ham den hotte spørger naboen, som er her, om jeg bor alene…

Da politiet tager herfra kan jeg ikke overskue noget som helst og er pludselig ikke spor handlekraftig. Får kun lige løftet ting fra køkkengulvet op på bordet. Jeg er rystet. Og sulten. Går i det gule hus, hvor vi hurtigt beslutter os for at hente mad fra den gyldne måge.

Første egentlige udfordring og erkendelse af, hvor længe tyvene har været her, opstår, da jeg skal sætte min tlf i lader. Tyven har kravlet op i min seng for at finde den. Ad! Det betyder en tur rundt i nabolaget for MÅ have liv i min tlf …Jeg mærker trætheden overmande mig.

Jeg får puttet barnet uden bøvl. Hun er kun glad for, tyven ikke har taget hendes parfume (vand med blomster i ;-) )

Jeg kan ikke finde ro. Sms’er, ringer lidt rundt. Rydder lidt op. Går tingene igennem og opdager flere ting, der mangler. Vil i seng. Men skal først lige flytte alle smykkerne, der ligger spredt ud over hele sengen. Det går op for mig, at tyven har siddet i min seng og sorteret dem. Skifter sengetøj. Kvalmen kommer igen. Tårerne.

’Det bliver sgu en fest at skulle på iPad kursus uden iPad i morgen’, tænker jeg.

Og så rammer det mig: Du er helt alene.

FÅÅÅÅRK, hvor kunne jeg godt bruge et par store stærke arme om mig.

Min veninde kommer lidt over elleve med en McFlurry. Vi snakker til sent. Jeg sov lidt.

Er træt – og meget mere påvirket af det hele, end jeg først ville være ved. Der er nu ryddet op og gjort rent og alt det praktiske er næsten på plads. Gad vide, hvornår det psykiske er på plads igen!?

Øv! Vred og ked!

Uheldighedsklippekortet er brugt, hvis I spørger mig! 

Min bil fik nemlig også en bule i søndags...