Udvikling

Der var engang, jeg skrev, at jeg skulle øve mig i at være alene. Det er vist under et år siden. Jeg ved godt, at det betød ’lære at være alene, uden at være ked af det og fælde en tåre.’ Jeg er der nu. Jeg har selv valgt at sidde selv påskesøndag aften. Jeg har selv valgt at arbejde. Med facebook åben. Rom bliver jo ikke bygget på en dag. Og Robinson Crusoe kræver altså overspringshandling indimellem.

Og det betyder ikke en hat-fis, at jeg har arbejdet en søndag aften, for jeg har de foregående dage været mor, veninde, familiemedlem og datter på fuld tid. Jeg har slet ikke været i nærheden af at være alene. Jeg har nydt selskabet og nærværet af alle de mange mennesker, jeg har set, som jeg oprigtigt holder af. Det værende sig intet mindre end 22 personer plus eventuelle børn. Dertil kommer de venner og veninder, som har haft tid til alenlange tlf. eller sms-samtaler.

Jeg elsker påskeferie. Burde forekomme noget oftere. 

Men ærligt: Jeg kom ligefrem til at glæde mig til at være alene.

Dét er udvikling.