Anden række i højre side. Anden skammel fra venstre. Det er
der, jeg sidder. Med det samme barn til højre for mig, hver dag. Det er
forskelligt, hvem der sidder til venstre, foran og bagved.
Det er på den skammel, at jeg fører samtaler med dem, jeg
har brug for gode råd af - i mine tanker, forstås. Alt mens jeg synger med og
opdager at sangteksten jo netop den dag handler om mig.
Det er der, jeg nyder, jeg tænker, sender en tanke til en,
jeg holder af... Det er på den skammel jeg pludselig vidste, jeg var nødt til at
forlade den mand, jeg havde ægtet. Men det er også lige dér sommerfuglene er
landet på ny!
Det er der, jeg begejstres og stråler. Men også der jeg en
sjælden gang græder. Uden nogen opdager det, naturligvis. Det er der, jeg
beslutter og bliver klogere på alle livets forhold. Under morgensangen. Min yndlingstid på dagen.
Jeg har siddet der mindst fire gange i ugen siden d. 11.
august 2011. Jeg har følt mig træt, lille, bange, usikker og stresset på den
skammel. Min puls er nået 170 og blodtrykket uanede højder. Jeg ved det, for
jeg har været monitoreret. En lille dims har optaget min puls, min hjerterytme
over dage. Pga. hjertefejlen. Så stresset, usikker og bange … Men jeg har heldigvis
også følt samtlige modsætninger dertil, siddende på den skammel!
Jeg er forandret som følge af de scener, der udspilles og sættes
omkring mig i den tid, jeg sidder der. Og jeg ved, at hver gang jeg sætter mig,
har jeg erkendt eller lært noget nyt inden jeg rejser mig igen. Og jeg gør det,
hver dag. Med glæde.
Der er ved at blive lavet bænke, fordi skamlerne roder.
Overvejer at søge om dispensation.
Det ville være skammeligt om din skammel blev bænket i kælderen eller endte sinde dage som som pindebrænde... du må søge om dispensation - eller om at få den som plejeskammel. Det må da kunne lade sige gi´ sig. Knus
SvarSletsine....
SvarSlet