De lykkelige svære øjeblikke

Det sværeste ved at være alenemor, er, når jeg rammes af lykke sammen med barnet eller i hendes nærvær. Lykke kommer i strejf. Og forældre klemmer hinandens hænder eller smiler indforstået til hinanden, når deres børn gør noget, som gør dem til de mest fantastiske skabninger i hele verden. Forældre mærker sammen lykken helt ned i maven, når de øjeblikke forekommer. Alle forældre ved, hvad jeg mener.
 
Sådanne øjeblikke gør lykkeligt ondt på mig. For jeg har ingen hånd at knibe. Ingen at smile til. Ofte får barnet smilet. Nogle gange gør hun ikke, fordi det vil ødelægge øjeblikket.
 
Så forsøger jeg at lagre øjeblikket i min hukommelse, på min nethinde og nogle gange gør jeg det til et kodak-moment og poster på facebook, fordi det er bedste alternativ til at klemme sin elskede i hånden.
 
Dette var et af de øjeblikke:

 
Hun sidder på verandaen i sit nye legehus og hun fortæller bogen for Dukke Klara og Bamse hundrede procent ordret. Hun har helt ægte omsorgsfuld jeg-har-noget-på-hjertet-fortælle-stemme ... og hendes mor har tårer i øjnene.

Dét er sjovt!

Jeg har glædet mig til at lave lige netop dette indlæg: Jeg har været i fitness!

For allerførste gang i mit voksenliv. Vi var vist i det lokale fitnesscenter i et par idrætstimer i 8.kl. Siden da har jeg ikke sat mine ben sådan et sted - indtil i går -  og det har været med sådan en ydmyg, lidt frygtindgydende respekt, at jeg har talt med om det, anerkendt dem af mine venner og veninder, der går i fitness. Fordi jeg ikke forstår det. Fordi det er mig SÅ fjernt.
 
Men så fik jeg en profil på dating.dk og der er det åbenbart mere reglen end undtagelsen, at man går i fitness. På elitedaters er man i den falske elite, hvis ikke man er i fitness én gang i døgnet. Nærmest. Men jeg var aldrig rigtig som bh.klasselærer velkommen dér alligevel...
 
Så blev jeg kæreste med ham, jeg kaldte Ham Den Dejlige. Og vi jokede med det. Altså mig i fitness.
 
Så flirtede jeg med ham, som blogland, ikke rigtig kender til, og som jeg slet ikke er klar til at dele med blogland endnu (sorry!) - og vi jokede med det. Altså mig i fitness. Forskellen fra sidst var bare, at en lille del af mig gerne ville prøve det. En anden del af mig vidste, at det kunne gøre godt for bækken- og rygsmerter. 

Indimellem er jeg ret handlekraftig. Så jeg bestilte tid til at få lagt program. Og tilmeldte mig PBS. I samme åndedrag.

Det føltes som at have givet sig selv en julegave, pakket den ind, fortalt alle om den, og i går pakke den ud. Og jeg blev ikke skuffet!
 
Så var man der i fitness og så mig brække mig af grin sammen med instruktøren i en time, alt imens hun noterede alting ned, så jeg næste gang kan medbringe min træningsplan. Jeg bliver kendt som hende med træningsplanen i hånden. No way (!) om jeg kan lære det udenad!
 
Meeen... En eller anden dag kan jeg vel smile og tænke: Godt jeg ikke bare jokede med det, for nu har jeg ikke ondt mere.
 
En eller anden dag lærer jeg vel at spænde rigtigt, så jeg ikke triller af bolden?


Indtil da må I gerne grine videre og sige: Dét er fandeme sjovt, Britt!

Længsler og ...

Jeg øver mig i jeg-er-god-til-at-være-alene-konceptet. Jamen, det gør jeg altså! Nogle dage går det bedre end andre. Ofte hjælper det med bobler i glasset og lidt chokolade i en skål.

Således satte jeg mig i en havestol i min ’nye’ have, som langt om længe kan betegnes som værende færdig. Jeg havde rykket stolen ud, så jeg kunne nyde udsigten, hvis jeg nu skulle få lyst at kigge op fra min bog. Opdagede hurtigt, man ikke kan se så meget, når man sidder ned... 

Havde fortalt barnet, at nu var der sagt godnat, og at hun ikke kunne kalde, men måtte stå op, hvis der var noget, for nu gik mor i haven = jeg kan ikke høre dig = SOV!

Basta! Bum! Iscenesat ’jeg foregiver at hygge mig med mig selv’-tid. Men jeg nød det faktisk. Jeg nød at kluk-le af Annamettes manglende sexlyst. Jeg nød at læse bogen indhyllet i sweatshirt og dyne. Og telefonen ringede. Og jeg nød at tale med min far (ikke forretningsmanden, der hjælper mig med nogle kringlede økonomiske termer eller fortæller mig, hvordan jeg reparerer noget med en skruetrækker, jeg først skal låne ved naboen…) Nej, jeg havde en samtale med min FAR. (Og hvis det her var en facebook-opdatering, så var det nu, man ville sætte en lang række hjerter ind.) Jeg nød at læse videre i bogen, indtil jeg konstaterede, at jeg ikke var ene om at længes efter et sexliv og at det nu blæste så meget, så jeg frøs i nakken. Sengetid.

 

Jeg nåede lige nøjagtig til den følelse af: ’ARH! Det her var godt for mig.’ Det her var genkendeligt som den tid, jeg nød, da jeg var lykkeligt gift. Den tid, jeg savnede, da jeg var sammen med ham den dejlige. Det øjeblik, hvor jeg havde formået at lukket alt ude og skabt ro og mig-tid. Det var en god opdagelse. At jeg kunne kan det endnu.