Nice touch

Det er nogle uger siden. Og det var bare sådan en af de dage, hvor man er træt allerede, når dagen begynder. I erkendelse af, at jeg ikke havde talt med et menneske, hverken på facebook, sms eller i tlf. siden jeg forlod mit arbejde kun otte timer før jeg igen startede bilen for at køre dertil, rullede jeg vinduet ned og sagde ’hej’ til hende fra det gule hus, som kom gående med barnevognen.

Hun er altid smilende og jeg er taknemmelig for hvert et smil og fingerkys, jeg modtager. Hun er god til at læse mig. Hun bekymrer sig om mig og drager omsorg for mig. Det gør hendes mand også. Og hun spurgte om de skulle give aftensmad.

Thank you! Det viste sig at være dagens ubetingede bedste begivenhed. Det var som sagt én af de dage, hvor det hele er lidt op af bakke. Således var jeg træt, da jeg hentede barnet, som havde været ved faderen fire dage. Jeg var også mor med hævede øjne, fordi jeg havde grædt. Mor med hud, der var ved at falde af næsen, fordi den var blevet tørret lidt for mange gange på få timer. Det burde jo være barnets næse med forårsforkølelse. Det var det ikke.

Barnet synker sammen i sofaen, da vi er kommet hjem. Det samme gør jeg. Fem min. før spisetid hos dem i det gule hus, rejser jeg mig og træder i køkkenet i noget vand med højre fod. Pokker. Hvor kom det fra? Jeg skifter den ene våde strømpe, så har nu to sorte strømper på, men man kan godt se, at de ikke er et par. Nevermind. Vi skal bare op til dem i det gule hus – og de forstår om nogen. Jeg går lige et smut forbi spejlet og konstaterer, at der ikke er noget make up, der sidder, hvor det skal, så fjerner hele lortet. Nevermind! Vi skal bare op til dem i det gule hus – og de forstår om nogen. Trækker i et par mudrede Ilse. Tager vinterjakken på – det var stadig vinter for en 14 dages tid siden, remember? Barnet er beskidt. Nevermind. Vi skal bare op til dem i det gule hus – og de forstår om nogen.

Da vi kommer til indkørslen overvejer jeg at vende om, men kan ikke overskue at forklare barnet eller andre det. For i indkørslen holder bilen, som tilhører svogeren til hende i det gule hus. Ham, som jeg for et år siden aftalte at drikke kaffe med, hvis ikke det udviklede sig med ham, jeg datede dengang.

Det var nu anden gang jeg mødte ham – og sidste gang havde jeg det indeni, som jeg så ud udenpå denne dag. GREAT! Skal han aldrig møde mig på en god dag?

Det blev rigtig hyggeligt! Og jeg ignorerede fuldstændig det faktum, at jeg lignede udskidt æblegrød. Vi grinte. Han fik mig 100% ærligt - og som jeg er ovenpå en træls dag. Det var vitterligt en god 1½time, før vi traskede hjem igen, fordi vi nærmede os barnets sengetid. Og lysten til at drikke kaffe var ikke blevet mindre.

Jeg ser mig i spejlet, da barnet er puttet. Jeg har agurk mellem tænderne.

For lige at citere Maren: Nice touch, Universe!

Den mest kreative af os to

Den fantastiske femårige har erkendt, at vi i mangel af tegnepapir, må finde andre ting at tegne på, når lysten til at sætte en krusedulle melder sig.
Således havde hun i går lavet en ny (pap)tallerken.

Næste gang vi går i Søstrene G, køber jeg hvidt porcelæn og så får hun en egnet tusch. Jeg elsker hendes finurlige figurer. Tænk, hvis man kunne få sig et nyt stel?

Når ens styrke også er en svaghed

En af mine styrker må være, at jeg har tillid til, at verden vil mennesket det gode. Dermed også, at mennesker i bund og grund vil hinanden det bedste. Det er også min svaghed, for det betyder, at jeg stoler blindt på mennesker omkring mig. Og at der nogle gange går MEGET lang tid, inden jeg ser tegnene. Inden jeg opdager, at her er noget, jeg skal handle på. Jeg er handlekraftig, når det går op for mig. Det er ikke det. Men jeg er altså for åben og godtroende indimellem. Det værende sig i alle sammenhænge.

Også når jeg net-dater. Jeg har ikke den der: ’Det lyder for godt til at være sandt, så det er det nok’-alarmklokke. Således var jeg for nyligt også fuldstændig opslugt af en mand, der i virkeligheden blot var en forestilling i mit hoved. Jeg slugte det råt. ALT, hvad han fortalte (skrev). Om sin afdøde kone. Deres søn på 3 år. Sin succes i firmaet. Hans eget, naturligvis. Han tidligere deltagelse i DM og VM i noget motorsport. Der var intet af det, han skrev, der ikke kunne passe. Det var bare en masse af det, der lød ret vildt. Men han beskrev det så levende og ægte - og billederne var SÅ tydelige i mit hoved. Og han sendte jo billeder af sig selv. Han ville gerne mødes. Han skulle bare lige til Italien først. Og han ville ikke give sit mobilnr, så vi kunne sms. Men det kunne der jo være mange grunde til. Jeg vedblev at veje for og imod. Alene. Sammen med veninder. Jeg googlede. (Det gør man åbenbart indenfor det her netdating. Man plejer bare IKKE at fortælle det.) Kunne ikke finde ham. Hans firma eksisterede ikke. ’Dissolved’ i 2009. Det red mig som en mare midt om natten. For det var mange timers chat, mindst 40 timer, vi havde bag os. Og han havde humor. Og jeg blev forblændet af hans formåen, evner, succes, hans ord, hans beskrivelser, hans drømme for fremtiden. Ham!

Jeg afventede hjemkomst fra Italien. Jeg fik en mavepuster. Profil slettet uden varsel. BOM! Væk! Han var nok falsk. Eller delvis falsk. Jeg finder aldrig ud af det. Og se, dét er det sværeste. At jeg aldrig får svar på ”hvorfor?” Hvilke dele var opdigtet? Det hele? Kun succes’erne? Komplimenterne? Drømmene? Fordi jeg er for åben og for let at gennemskue?

Jeg kontaktede support med to fakta omkring profilen, som formegentligt løj: Firmaet og noget med den Italientur, jeg ikke kunne få til at stemme med de informationer, der lå på nettet om arrangementet. Jeg fik et pænt svar. At det lød mærkeligt og en henvisning til persondataloven. Og at jeg kunne blokere profilen. (Øh?! Tak. Han har jo slettet sig!?, tænkte jeg) Så kom det uofficielle svar, to min efter: Jeg skulle lade vær' med at lade mig rive med! Hallo, prøv at læs MIN profil. Jeg ER sådan én, der lader sig rive med! Jeg begejstres for pokker!

Så var det, jeg ligesom kom videre. Der kom ret meget post i min indbakke. Dét kommer man videre af. Jeg kan trække vejret igen så. Og så var det, der dukkede et billede op af HAM! Eller dvs. det er jeg 99,9% sikker på, det er. Nu med solbriller på. Nu som politimand.

Jeg kontaktede support igen. Fik følgende svar: Vi er et datingsite, ikke et detektivbureau.

Godt så!

Jamen, jeg er også blevet MEGET klogere! Som i seriøst meget klogere.

Jeg bliver skide klog af det her net-dating. Men også lidt træt…!

Kæft, dét er sjovt, det her!

 Det her kunne nemlig også ske hos mig!

'Så legede vi, at moderen gik på arbejde."

Gu’ gjorde vi ej! Vi legede, at vi var rige, at vi var lykkelige, at vi fødte børn uden smerte, at vi havde store huse, mange kjoler, flere biler og verdens skønneste mand. Og engang imellem at vi var mødre. Men vi legede da ikke, at vi gik på arbejde.

Det leger mit barn, at mødrene gør. Hele tiden. Hun leger også, at børnene nu skal pakke en kuffert, fordi de skal hjem til deres far. Fordi forældrene er skilt. Dét legede vi ALDRIG!

Der var ingen rolleleg, der kunne forberede os det mindste på, hvad vi er igennem.

Hvor er jeg glad for, vi legede, som vi gjorde. Og at vi nu, som voksne, leger skilsmisse-leg sammen.

TAK!