Øvelse gør mester

Hvis man har læst med på min blog om alverdens fra single og ikke-singlelivet - og så singlelivet igen, vil man (måske) vide, at jeg har haft umådelig svært ved at være alene. Jeg har heller aldrig, sådan rigtigt, været alene før. Der har altid stået et navn ved siden af mit på hoveddøren.

Lige efter skilsmissen synes jeg, det var skrækkeligt at være alene. Jeg var ikke ensom. Jeg var bare alene. Også selvom den nu snart fem-årige var i huset. Jeg følte virkelig, at den nyvundne etiket ’alenemor’ var dækkende.

Så kom den periode, hvor jeg ikke følte mig alene, så længe barnet var i huset. Men hvor jeg stadig synes, det var svært, fordi jeg bare savnede, at der var én. Et vidne, som var en voksen.

Så kom der en anden periode, som jeg ikke har styr på, efterfulgt af endnu en periode – og endnu én.

Lige nu er jeg, for første gang siden skilsmissen, i en periode, hvor jeg ikke græder, når jeg er alene. Jeg kan endda finde på at slukke radioen og lade det være helt stille. Det er en periode, hvor jeg rent faktisk formår at nyde den ro, der er (på trods af travlhed) og hvor jeg samtidig tror, jeg er kommet det noget nærmere, hvad det vil sige at være tro mod sig selv.

Det var bare det, jeg ville sige.