Ni dage ved mor og fem dage ved far. ENDELIG!
Endelig er det september og fem-fem ordningen, som den
fireårige kalder det, er startet. Endelig er der rytme i, hvornår hun er hvor.
Endelig kan både mor og datter hvile i at tingene gentager sig, bliver
forudsigelige og kan planlægges. (Lidt autist er jeg vel?)
Jeg nyder og savner på én og samme tid. Jeg har glædet mig
som til juleaften til nu. Jeg har glædet mig til at skrive dette indlæg, men
kan ej huske, hvori pointen bestod. Men jeg læste her til aften om et
skilsmissebarn, hvor forældrene ikke samarbejder og er endt i
statsforvaltningen.
Så måske derfor skal pointen være, at selvom en skilsmisse
aldrig er nem, så findes der skilsmisser, hvor det, trods stor sorg, engang
imellem føles godt.
Så sandt, så sandt, Britt. Jeg glæder mig til at høre om et stykke tid, hvordan det så føles. Ikke fordi jeg mistror jeres arrangement, men fordi jeg er meget interesseret i, hvad der er bedst for barnet, og selvfølgelig også for forældrene.
SvarSletHusk nu at nyde dine alenetider, og lad være med at have dårlig samvittighed, hvis (når) du gør det.
Knus