Det er ikke noget, man går til. Det er noget, man er.

Scene 12

Jeg har snakket med den 4-årige om, hvad hun gerne vil gå til, nu der snart er sæsonstart. Valget står sådan set mellem gymnastik, svømning eller dans. Dans har jeg kraftigt talt udenom. De tillader sig jo at tage samme pris som en charterrejse pr. gang! Men hun har gået til det før. Jeg ser stadig små moves derfra, når vi leger diskotek i stuen. Hun husker det tydeligt.

Egentligt ville jeg helst, at hun skulle gå til gymnastik. Hendes grovmotorik ville ha’ godt af det – og jeg kan forberede mig, mens hun løber rundt, fordi forældre er forment adgang forbudt. Win-win. Hvis hun skal gå til svømning, forudser jeg en råben, skrigen og hylen allerede i omklædningen og kan på forhånd godt pakke lim sammen med badedragten, fordi hun er gået helt op. Men det er også godt at kunne svømme. Man ved aldrig om man kæntrer i kanoen.

Den anden dag spurgte jeg hende så: ’Hvad vil du gerne gå til, hvis du må bestemme?’ Hun svarede spørgsmålet med et spørgsmål, hvilket jeg normalt ikke er fan af, men denne her var skarp. Der var en lille kunstpause og hun spørger så: ’Mor, kan jeg egentligt ikke gå til spejder?’

Jeg blev fyldt af lykke. Og savnede dét fællesskab, som jeg har været en del af siden 2.klasse. For selvom jeg ikke går til spejder nu, så er jeg spejder. Helt ind i hver en celle. Som vi sagde det, der i start halvfemserne: ’Det er ikke noget, man går til, det er noget man er.’ Og min datter må for alt i verden gerne få de værdier og opleve at være en del af lige netop sådan et fællesskab.

’Ved du hvad, min skat, dét undersøger jeg lige.’