lørdag den 24. maj 2014

Indrømmelser

Jeg er et rodehoved. Det har jeg ikke altid været. Helt præcist, hvornår jeg blev det, kan jeg ikke huske, men jeg var det med garanti allerede tilbage i 2002, da jeg begyndte at studere.

Dengang kendte jeg ingen, der gemte halvfyldte MacD sodavandsbeholdere i skuffen, fordi de havde leget tornado inden de næsten uventede gæster kom på besøg. Det gør jeg nu. Der er mennesker i mit liv med hvem, jeg snakker om rod. Og så er der alle dem, hvor jeg forsøger undskylde det. Gemme det. Bliver flov. Får dårlig samvittighed...

'Rod er som ukrudt. Det skal holdes nede, ellers tager det overhånd.' Det stod på min facebookvæg for noget tid siden. Det var der ikke noget nyt i det. Heller ikke noget nyt i at huske på, at jeg hverken holder ukrudt eller rod nede i mit hjem. Det ændrer sig så fra i dag. Har jeg bestemt. 

Det er 2,5 år siden jeg blev skilt. Før det skød jeg ofte skylden for rodet på min eks-mand. Men da vi pakkede for at flytte hver til sit, måtte jeg sande, at rodehovedet var mig. Og at der til sidst var lige så rodet i vores fælles hjem, som der de sidste 2,5 år har været i dette hjem. Jeg har af flere omgange erfaret, at jeg har en dejlig moderniseret bolig. En bolig andre drømmer om. Men jeg har samtidig erkendt, at jeg faktisk ikke slapper af her. 

De af jer, der har læst med fra start, ved, at jeg i lang tid ikke kunne være alene. Det var en udfordring. En udfordring af de større. Jeg kan se i min mappe med ikke-udgivne blogindlæg, at jeg i december 2013 fandt ro i mit hjem. Kunne være alene uden at græde. Jeg kan se tilløb til at få orden i rodet mange steder. Særligt i mit fotoalbum på telefonen. Jeg ville så gerne have en stak før- og efterbilleder. Der er mange billeder. Førbilleder. Få efterbilleder.

Jeg har altså af flere omgange de sidste 2,5 år været på vej mod et opryddet hjem. Taget tilløb. Der har været perioder, hvor jeg var tæt på at være i mål. Nu tænker du måske: Hvor svært kan det være? Men det er svært, når man har så mange ting som mig, og når 60% af tingene aldrig sådan rigtigt har fået en plads.

I januar i år fik jeg nyt job. Jeg mødte min nu eks-kæreste. Jeg lå syg i fjorten dage. Jeg havde veninder omkring mig, hvor vi opgraderede den tid, vi brugte på hinanden. Jeg havde en datter, der havde fødselsdag og det kan jo trods travlhed, sygdom og forelskelse ikke gå stille for sig.

I februar havde datteren brug for sin mor i sit farvel til børnehaven. Det var et langstrakt farvel. Jeg begyndte også mit farvel til friskolen. Det var svært. Og tog meget tid. Samtidig var jeg forelsket. Min kalender efterlod den sidste halvdel af februar uden huller. Det var lige før det var timet, hvornår jeg måtte slå en prut. Der stod ikke 'ryd op' i min kalender. Og jeg begyndte at bruge penge på min bolig. Der kom den ene webordre efter den anden med posten. Og jeg smed intet ud. Skabte kun bunker.

I marts begyndte jeg på mit nye job. Og mine nætter blev kortere. Mine arbejdsopgaver tog længere tid. Forelskelsen blev mit åndehul. Der fandt jeg ro. Men ikke i mit hjem. Jeg ville faktisk helst ikke være her. Jeg lavede fire ting i mit hjem fra marts måned og frem til jeg i starten af maj blev forladt. 1) Ordnede de mest nødvendige praktiske ting, hvilket beløb sig til tøjvask og madlavning. 2) Arbejdede. 3) Sov. Lidt. 4) Havde gæster.
Jeg må med skam indrømme at plejen af min datter beløb sig til lige præcis det mest nødvendige. Det betyder ikke, vi ikke var sammen. Det var vi. Bare ikke i vores hjem.

Jeg vidste godt, det ikke blev ved at gå. Og jeg brugte faktisk en lørdag på at få ryddet lidt op. Sådan lidt til bunds. Men mit hjem var mere rodet bagefter end før jeg begyndte. Hvor det tunge rod i 2,5 år havde holdt sig til krea-kontoret, stod det nu i gangen og i stuen, og man måtte sno sig, for at komme forbi. Jeg begyndte at undskylde og forklare, uanset, hvem, der kom.

I starten af april begyndte kom den. Visheden om, at jeg arbejdede for meget. Urimeligt meget. Hvilket slet ikke var i orden overfor mig selv, min datter, min kæreste, mine veninder. Bare for meget. Arbejdslivet fungerede ikke for mig, hvis ikke jeg kastede de timer i, jeg gjorde. Og jeg fik god energi af at være på. Arbejdsglæden var (er stadig) til stede. Men jeg stoppede ikke op. Jeg mærkede ikke efter. Ikke før kroppen viste stress-tegn og øjnene blev blanke. Det var mandag i påskeugen. Og min mor så mig - heldigvis.

Så vi ryddede op i mit køkken. Fixede lidt af mig. Fixede lidt af rodet. Når jeg ser tilbage vidste jeg ikke på daværende tidspunkt, at vi fixede lidt af mig. Men det gjorde vi - ved at rydde op.

I påsken rejste jeg fra det hele - sammen med kæresten. Men jeg så ikke det psykiske rod, selvom det blev italesat. Jeg lyttede ikke. 

Det gjorde jeg i slutningen af april. Der mærkede jeg efter, forstod, men turde ikke handle af frygt for, hvad der så ventede af opgaver. Begyndte dog at italesætte det for flere. Alt rodet. Både det synlige og det indeni.

Nogle dage inde i maj blev jeg så tvunget til at handle. For jeg blev forladt. Bedst som arbejdsbyrden lettede og jeg kunne omsætte gode idéer til overraskelser og overskud, bedst som jeg skulle til at have styr på rodet, var der ikke nogen eller noget at bruge friheden sammen med. Og jeg så mit hjem gennem de våde øjne. Opdagede rodet. Igen. 

Og så meldte jeg mig til en oprydningskampagne og købte en bog om oprydning. Og der må gerne grines. For det er sq da lidt langt ude. Men jeg blev simpelthen nødt til at handle. Være aktiv i at komme ud af sorgen. Være aktiv i at kunne holde ud at være i mit hjem. Jeg skal kunne slappe af her. Og det kan jeg ikke, når det roder. 

Og jeg har for længst erkendt, at enlige mødre jeg kan bede om hjælp. Så det har jeg gjort. Og fået den. Af en veninde og min mor. Min mor har set mit rod før. Veninden er først for nyligt blevet indviet. Sådan rigtigt. Og jeg holdt op med at undskylde og være flov.

Der er otte rum i mit hus, hvoraf de to er i åben forbindelse. Min mor og jeg har det sidste halvandet døgn ryddet grundigt op og gjort rent i syv af dem. Det sidste er det værste rum. Men Rom blev ikke bygget på en dag. 

Ting tager tid.

Og det er okay. For jeg er på vej. Og der er meget mindre rod i det hele end for et par dage siden.

PS. Jeg er mærkede efter, meldte afbud til bytur, så er alene hjemme, græder ikke og har et glas Verdi i hånden.

tirsdag den 20. maj 2014

At stoppe op

Jeg kom til at se på kalenderen i dag. Ikke bare kaste et blik på den. Men se på den. Og det gik op for mig, at vi er i midten af maj. MAJ! Jeg tror aldrig et forår før er gået så hurtigt for mig. Eller en vinter og et forår. Det er ikke bare den der:' Jaja, tiden går hurtigt.' Det er et seriøst: 'Hvad?!' Der må være sket en fejl!

Jeg har lige pakket julegaver ud.
*knips* 
Jeg har sandaler på.

Jeg kan godt se på kalenderen, jeg har oplevet meget. Jeg kan godt se på kalenderen, at rammerne om mit - og min datters liv - har ændret sig.

Jeg kan godt føle, der er sket en udvikling og at jeg oplever et ikke uvæsentligt tilbagefald. Jeg er helt med på, at tiden er gået, gået godt - og at den er gået hurtigt. Jeg var bare ikke med på, den var gået SÅ hurtigt. Og jeg tror aldrig bliver helt tilfreds med, at jeg ikke i de seneste måneder er stoppet op - bare lidt oftere. 

fredag den 9. maj 2014

Om kærlighed og fredagsgave

'Jeg er imponeret over, at du forsat kan tro på kærligheden.' Sådan sagde min veninde til mig i går. 

Men jeg tror på den. Kærligheden. Jeg mærker den. Mærker den i form af sorg. Og mellem citater om, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, omsorgsfulde opkald og sms'er, kollegakram og et forsøg på at finde appetit, opfinder jeg konceptet fredagsgaven, skriver til 'Festen og gæsten' og retter en FSA prøve mere.

Det meget pudsige er, at denne uges fredagsgave helt tilfældigt har samme udgangspunkt, som idéen bag dette blogindlæg: At turde elske (igen), turde være i sorg, turde tro på kærligheden, selvom man har mistet den. At turde stå selv og stå ved sig selv.

Og så behøver jeg vist egentligt ikke skrive mere...

Og har nogen alligevel lyst til at læse videre, kan de stille sig i kø til at låne denne uges fredagsgave, en bog, som bærer titlen 'Den forkerte giraf.' Jeg er sikker på, jeg forsat tror på kærligheden, når jeg har læst den.