mandag den 11. november 2013

Tilfredshed

Det er fredag eftermiddag og læreren er færdig med sin forberedelse på skolen kl 15.00, hvorefter hun ser i sin kalender. Ingen aftaler. Intet barn. Første aftale ligger søndag kl 18.00: 'Mortens aften.' Hun græd ikke over det. Hun følte sig glad. Tilfreds. Forventningsfuld. For et år siden havde det været utænkeligt. Det er åbenbart ikke kun barnet, der udvikler sig. Hendes mor gør også...

Man så hende køre i boghandleren og købe den nyeste krimi af Sara Blædel. Man så hende købe sig en stor varm chokolade med ekstra flødeskum, trods mælkeallergi, hos Starbucks. På bordet foran hende lå krimien - og på tallerkenen stod en fedtfattig blåbær muffin til overpris. Omkring hende købte folk de første julegaver og diskuterede grimme valgplakater. Hun læste. Indtil blåbærmuffin og chokolade var væk. Så kørte hun hjem og drak mokai og læste videre. Kl 02.27 om natten var både bog og lærer færdig.

Planen var at sove længe, men hun glemte at sætte telefonen på lydløs. Så man så hende vågne kl 09.00 og  slappe af i eget selskab, spise slik, spille word feud, surfe på nettet, handle, synge med på Rasmus Seebachs nye, købe vinterjakke til barnet - og endda 1,5 times træning inden mere forberedelse og administrativt arbejde - samt påbegyndelse af julekalender til et ganske særligt menneske - før hun sammen med en veninde spiste sushi.

Om søndagen skinnede solen og hun smilede, da hun gik gennem byens gader med endnu en veninde.
Hun smiler stadig.




Tak!

Jeg bliver nødt til at sige 'tak'! Tak til jer, der kommenterer. Både her og der!

Jeg sætter pris på hvert et ord. Jeg er oftest på fra iPhone, når jeg læser blogs - også min egen. Dermed også jeres svar. Det er noget bøvl at svare fra iPhone, så jeg får aldrig delt min begejstring og hjertelige 'tak' i det øjeblik, jeg glædes over jeres ord.

Så TAK!

Jeg - et rodehoved

Okay, jeg er er rodehoved. Jamen, det er jeg altså. Og det er bare slet ikke blevet bedre efter, jeg er blevet single. Jeg synes måske så bare, jeg er et organiseret rodehoved. Jeg ved hvor små dimser ligger i det store rod. Alligevel må jeg erkende, at ting forsvinder. Og lige præcis dét begynder at irritere mig voldsomt! 

Som fx den blå tang til at lave mikroskopiske huller med. Jeg manglede den særligt til jul sidste år. Nu dukkede den op i år i kassen med pile til skolernes motionsdag. Et år efter den blev væk - og jeg havde efterlyst den så tilpas mange gange, at mine kollegaer begyndte irriteres over det. Ting fordufter jo ikke fra jordens overflade, men det ville være rart, hvis de gemte sig steder, man leder. 

Eller min blender. Hvordan bliver en blender væk? Låner man den ud og glemmer til hvem? Eller hva' med mine sorte cardigans? Jeg må ikke have en sådan. Vi er på basiscardigan nummer tre på et år, der er væk. Sådan kan jeg blive ved. 

Jeg har en liste (surprise) med ting, jeg ikke kan finde. På den liste har jeg for nyligt tilføjet: Barnets leopardbamse. Og det gør rent faktisk en smule ondt på mig, at den er væk. Dels fordi hun har et meget nært forhold til den og reelt sørger over, at den er væk. Dels fordi, jeg har givet hende den. Men mest fordi barnet for noget tid siden sagde: 'Mor, jeg tror vi har glemt den i toget.' Og jeg reagerede med: 'Nej, vi har da ikke, den dukker op igen, ligesom alt det andet.' 

Men den er ikke dukket op. Og DSB gemmer kun tingene i 7 dage.