En lørdag i maj

Lørdag.

Jeg vågner i mit helle. Der, hvor jeg er allermest rolig. Allermest tryg og allermest træt. Ville ønske, det var i favnen på en mand. Det er det ikke.

Jeg er tung i hovedet. Det var en skøn aften aftenen i forvejen. Der var kulørte drinks. Dejlige mennesker.

I dag er dagen. Den store dag, hun har talt ned til i så længe. I dag er dagen, jeg har glædet mig til – i længe. Det er i dag, jeg skal have min nye kjole på. Det sker så sjældent, jeg flotter mig. Det har jeg gjort denne gang. (Okay, okay, jeg har fået økonomisk støtte til at flotte mig i en alder af 32 år. Nogle gang ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde af det! Jeg er 32! … Back to topic!)

Jeg står op og krydsforhøret starter. Der blev gjort kort proces. For jeg skal videre.

Hjemme ligger det hele linet op: Det nye lingeri. Kjolen. Jakken. Smykkerne. Make up’en. Skoene står parat. Pit stop. Bader og pakker færdig.

Kører mod barndomsby med Mads og Monopolet i radioen.

Forventningsfuld. Spændt.

Min barndomsveninde står i sit lingeri, da jeg banker på badeværelsesdøren. Vi krammer og hun undskylder, hun ikke har mere tøj på. Det går op for mig, jeg kan have overtrådt hendes grænse. Jeg sansede ikke, jeg ikke havde en lige der. Suk! Nå. Jeg er jo bare 110% mig selv i hendes selskab. Jeg behøver normalt ikke tænke sammen med hende… Vi snakker. Opdager kjolerne er samme model, dog alligevel så forskellige grundet farven.

Fjoller. Foreviger os med kameraet i iPhonen.

Sceneskift:

Kirken. Her er jeg døbt og konfirmeret. Her troede jeg mine børn skulle døbes. Her troede jeg, jeg skulle ja. Jeg sagde ja på rådhuset. Jeg fik mit barn døbt i en bygning, der ligner alt andet end en kirke. Jeg fucker det op endnu engang, da jeg remser det op for barndomsveninden og det går op for mig, hun også er blevet gift her. Og at vi begge er skilte. For helvede!

Orgelet går i gang og ind kommer den smukkeste brud, jeg nogensinde har set med egne øjne. Ih, bevares. Jeg har set mange smukke brude på Pinterest, på facebook osv. Men sådan, hvor man, hvis man rækker armen ud, kan mærke. Hun er definition på smuk. Og jeg får tårer i øjnene for første gang denne dag.

Det var en smuk ceremoni – og sjov præsten var sjov! Han havde virkelig god humor. Fantastisk, den danske folkekirke anno 2013.

Stedet for afholdelse af bryllupsfesten var som hevet ud af mine drømme. Jeg har kun positivt at sige om brylluppet og om festen. Jeg havde ikke forventet at være en del af så smuk, varm og festlig en kærlighedsfest. Men det var jeg. Det var i og for sig overrumplende. Og jeg fik blanke øjne ved tanken – dér midt i festen. Ligesom jeg græd af grin. Det var ikke kun alt det, der rører en. Det var også sjovt. Så sjovt, så jeg faktisk tror ved, at jeg tissede lidt i bukserne under en dans.

Det, der dog sidder dybest i mig er gommens tale til bruden. Jeg kender ikke gommen. Faktisk kender jeg ham kun gennem det, bruden har fortalt om ham. Har tilbragt så ganske få timer i samme rum som ham før. Men gennem hans meget smukke og personlige tale til sin brud, lukkede han mig et skridt tættere på - ind. Han åbnede sig for et helt selskab. Velformuleret. Enkelt. Præcist. Usigeligt smukt. Kærlighed. Dét har jeg dyb respekt for. Og er meget bevæget over.

Og det får jeg blanke øjne af – igen – ved at tænke på.

Tænk, jeg på en lørdag i maj var gennem så mange følelser. Intenst. Smukt. Yderst livsbekræftende.

Min personlige pusher

Hvis man slår ’pusher’ op i en ordbog, står der som første betydning af flere, at det refererer til en forhandler af ulovlige stoffer. I mit hoved er en pusher én, der skaffer mig det, jeg er afhængig af.

Jeg har skabt mig selv et afhængighedsforhold. Og jeg har skaffet mig en pusher. En Politiken-pusher. Faktisk to. Igen er jeg dybt taknemmelig. De bringer nemlig varen til mig i barnets taske. Helt uden, at jeg hver gang skal bede om det. Hvor fantastisk er det ikke lige?

I går kom der endnu en sending:

Jaja, jeg ved det godt! Det er avis-udklip. Men jeg synes altså Marens striber er SÅ præcise og sjove!

Mig-tid

Jeg er single og singlemom. Da jeg startede denne blog var målet, at den skulle handle om netop det. Indimellem tager den sine afstikkere og handler bare om mig.

I sidste uge erkendte jeg, at det var tid til at verden handlede bare lidt om mig. Bare lige en lille uge. Ikke mig-tid som i ’nu skal jeg pleje mig selv og kun gøre gode ting for mig selv’-tid. Det var en kombination af for meget arbejde og en masse mig-tid i selskabet med mange, jeg holder af. Men jeg så for mig, hvordan jeg intet kunne være for den fem-årige. Hvordan den eneste kvalitetstid vi havde sammen, var putningen, som jeg ikke kunne finde ro til alligevel. Så med tårer i øjnene og erkendelse af, at skulle have hjælp til at komme igennem dagene, ringede jeg til hendes far. Om han ville tage hende en dag mere end samværsordningens pålydende. Det ville han – og hans forældre - godt.

Taknemmelighed.

Min datter har kun været ét døgn mere hos ham end normalt. Men det ene døgn betød, at jeg stadig står. Lidt ustabilt, måske. Men jeg er stående. I morgen kan de ikke se røv for bare skosåler, når det ringer ud fra sidste time på min skole. For i morgen skal jeg have min datter hjem igen – og vi har fire dages ferie. Det er tid til, at verden handler om os!