søndag den 24. februar 2013

Mere om at blive overrasket...



Jeg tog fejl. Man kan blive overrasket på mange flere måder, end jeg formulerede i seneste indlæg.

Min far inviterede mig for nyligt til ABBA - THE SHOW og jeg sagde ja. Jeg elsker at være min fars date.



Vi får gode pladser på en tribune midtfor scenen. På rækken foran os er der et hul, dvs. ingen publikummer. På rækken foran igen sidder en flok mænd på alder med mig, plus minus 5 år, vil jeg skyde på. Vi finder hurtigt ud af, at de på en eller anden måde må have haft noget med produktionen at gøre, for de kan pege i retning af et lysglimt, noget konfetti, en uventet tone i sangen et splitsekund før, vi som almindeligt publikum oplever det. De var virkelig underholdende. Drak øl. Var i godt humør. Lavede bølger til musikken og fik os andre til at dø af grin. Vi nød det, alle os på tribunen!



Den ene af dem så enormt godt ud. Charmerende, sexet, selvsikker. Tydeligvis sjov, for de andre grinede på den gode måde, hver gang, han sagde noget. Han var iført et par olivengrønne super fede G-star Raw bukser og en skøn trøje. Så er det, det pludseligt er liiiidt træls, det er farmand, man er ude med. Men det er jo selvfølgelig bare en mindre detalje. Ligesom det var en mindre detalje, at han flere gange vendte sig om og smilede til mig. Jeg ville simpelthen sådan have ønsket, at vi ikke skulle skynde os hjem, når det sluttede. Men det skulle vi. Endnu en lille detalje. Havde vi ikke skullet det, havde jeg købt en øl ene og alene for at kunne ’blend in’. Og så kunne min far stå med sine bekendte – uvæsentlig detalje, tænker jeg. For vi skulle jo skynde os.



Han så simpelthen så tiltalende ud. Hans smil. Hans måde at bevæge sig på. Hans øjne og smil. Tænkte flere gange, det var ærgerligt, at jeg ikke havde sedlen, som jeg ellers har gået rundt med med teksten: ’Du ser sød ud, skal vi drikke kaffe?’ Og så mit nummer. Overvejede ikke et sekund, at han kunne være gift og far og alt muligt i den dur. Men så var det, da vi satte os efter pausen, at jeg opdage, han kun havde en hånd.



Det var dog ikke det mest overraskende. Det mest overraskende var, at jeg stadig var fuld af ærgrelse over, at vi skulle skynde os hjem. At jeg til stadighed smilede mere og mere, hver gang, vi fik øjenkontakt. Han vedblev at være ligeså charmerende og sexet på trods af sit handicap.



Jeg fik sagt tak for fantastisk underholdning på vej ud.



Og en skideballe af far for ikke at skynde mig

tirsdag den 12. februar 2013

Overraskelser



Der findes umiddelbart tre slags overraskelser:

1)      Dem, man bliver så glad af, at ord ikke dækker, fordi der er et andet menneske, der vil glæde én.
2)      De ubehagelige, som man bliver ked af.
3)      ”Det kan da umuligt komme som nogen overraskelse”-overraskelser.

Jeg har i dag stiftet bekendtskab med kategori 1 og 3. (Heldigvis ikke nr. 2!)

Overraskelse nr. 1:

Jeg stiger ud af bilen. (Jeg har endelig været på lossepladsen.) Naboen kommer ud og siger, at de har en pakke til mig fra Post Danmark. Jeg er ét stort spørgsmålstegn: ’Tænk hurtigt, Britt! Har du købt noget på nettet? Skulle Black Swan-tøjet ikke komme med GLS? Hvem mon har sendt en pakke til mig?’ 

Det havde en veninde, som i dén grad forstår, hvor meget jeg holder af overraskelser i kategori 1. Hun gør det gang på gang. Overrasker mig. Tænker på mig. Sender mig en lille ting med nogle kærlige og livsbekræftende ord. Vi savner at bo tættere på hinanden. Der kan være perioder, hvor vi ikke rigtigt er en del af hinandens liv. Men der er også det modsatte. Og der var også en periode, hvor vi vidste mere om hinanden og hinandens børn end fædrene gjorde. Der var engang, hvor vi førte lange sms-samtaler midt om natten, mens vi ammede – og børnene nogle gange spiste liiiige vel længe i forhold til, at vi påstod at lære dem begrebet døgnrytme.
Hun er en kreativ sjæl og forstår derfor, hvor stort det er at modtage sådan en pakke:



Ordene på kortet betyder mere end de lækre ting. TAK!

Jubii! Har så mange idéer til, hvad stofferne skal forvandles til!

Overraskelse nr. 3:

Vi er i køkkenet hos mine forældre. Jeg viser min mor de badesko, jeg har fået købt til barnet, nu vi tager i badeland. Vi snakker om, at jeg skal have købt ostehaps, så den nu fem-årige også har lidt til frokosten - og andet i den dur, som på daværende tidspunkt synes meget vigtigt at få styr på. Min far kommer ind af døren og siger så, ganske henkastet: ’Nu har du styr på pas til jer begge, ikke?’ ’Tænk hurtigt, Britt! ... ... ... ... ? ... ... ... Skal man bruge pas, når man skal til udlandet? ... … Pas?! … ... … øh!? … ... ... Uoverskueligt projekt forude … ... Nej… ... - det har jeg ikke styr på.... ... !’
Så nu skal jeg ikke i ZOO eller andet virkelig sjovt med den fem-årige og bedstevennen i morgen. Vi skal åbenbart i Borgerservice.

Ser lige på overraskelse nr 1. igen.