Den dér Odyssé!

Årsagen til min manglende tilstedeværelse i blogland, om nogen havde bemærket det, bunder i, at jeg læser Bent Hallers genfortælling af Homers Odyssé. Og det er ikke for børn: ' Slangen fandt selv det lille hul den skulle ind i. Da den pressede hovedet højt op og lidt senere åbnede gabet for at tømme sig, mærkede han hvordan enhver vilje blev suget ud af ham.’

Nej, det er ikke den enhalvtredsenstyvende shade of grey, der er tale om. Det er et klassisk værk. Har jeg ladet mig fortælle. Jeg vidste indtil for nyligt ikke, hvad den handlede om. Havde hørt brudstykker hist og pist og vistnok flest brudstykker dengang tilbage i 2001, oppe under loftet med de mørkerøde spær på Danmarks ældste skole – mit gymnasium. Katedralskolen. Oldtidskundskab.

Nu læser jeg bogen, ja, det er endda den anden udgave, jeg er færd med, fordi jeg skal fortælle den for børnene på friskolen. I ved. Jeg har fortalt om min yndlingstid på dagen. De næste uger er det dog ikke min yndlingstid. Overhovedet. Det bliver det først i de få sekunder, hvor børnene roder med sangbogen, fordi dagens fortælling er færdig og hvor jeg heldigvis oftest føler mig tilfreds... Det er nemlig mig, der er fortælleren de næste uger. Og det kræver forberedelse. Big time. Og hjertebanken. Oftest. I al fald indtil jeg ser børnene opslugt i fortællingen ... Så kan jeg godt finde på at nyde øjeblikket.

Vores storyline omhandler pt. ’Grækenland i oltiden’. (Glem, hvad storyline er, hvis det er et fremmedord og læs videre, som om du ved det…) Det er nemlig en fantastisk storyline! Jeg elsker konceptet og dette er virkelig et oplagt emne. Jeg bliver noget så klog. Tænker, at jeg det forgangne år har fået en større almen og historisk viden end jeg kom ud af hhv. folkeskolen og gymnasiet med. Uden pis. Jeg lærte også en masse på seminariet. Uden tvivl. Men da bestyrelsen besluttede, at friskolen skulle være et udviklende sted for både børn og voksne, tror jeg næppe, at de havde forestillet sig udviklende på denne måde også. (?)

Jeg føler det dagligt som en gave og deler min begejstring med kollegaer, familie og venner. Og ham den dejlige. Som er en stor modsætning til den mand, jeg forlod. Han har en anden indgangsvinkel til oprigtigt at dele min begejstring. Viden er mange ting og har mange forskellige former og ansigter.

Men hvor heldig har jeg lige lov at være? Daglig dannelsesrejse.

Det er sgu en fed historie, den dér Odyssé!

Hvornår er man kærester?

Hvornår er man kærester?

-          Når man ved, han vælger en anden fra?

-          Når man ved, at begge ikke ser andre?

-          Når man møder hinandens børn?

-          Når børnene møder hinanden?

-          Når andre siger, man er det?

-          Når man føler, man er det?

-          Når man kalder hinanden Skat?

-          Når man fortæller ham, han er kronvidnet?

-          Når han sender en sms og spørger om man giver en friskbagt bolle og et blowjob? Og tredive sek. senere uventet banker på hoveddøren med en McFlurry i hånden, som han ved man har sukket dybt efter i en måned?

-          Eller er det først, når man af ham omtales som kæreste?

Uanset, så har min kæreste nu en kæreste – nemlig mig!

Vi har faktisk været kærester et stykke tid. Og vi har set hinanden i over 4 mdr. Men vi gik fra bare at se hinanden og være ’ikke-kærester’, til at se hinanden uden at se andre, til at være ’næsten-kærester’ til ’vi-er-snart-kærester’ til ’vi-er-vist-nok-kærester’… Sideløbende med alle betegnelserne er alle de fantastiske følelser. Vi var begge enige om, at det var lige meget, hvad andre troede vi var, for vi vidste jo, hvad vi var.

Alligevel er det interessant at spørge: Hvornår er man kærester? For alle synes i de seneste 4 måneder at have haft en mening derom ;-)

Det var nok et tegn ...

Scene 15

Jeg kunne godt have en kreablog. Den ville være omtrent ligeså aktiv som denne – i perioder. På kreabloggen ville I her til aften så kunnet have fundet følgende indlæg:

Jeg har i nogle år syet mig en ’første-skoledags-nederdel’.

Første skoledag er en fest, uanset hvilket klassetrin man starter på. Uanset hvor mange år, man har været lærer. Det er en forventningsfuld fejring af fantastiske fællesskaber og skoleårets komme - i mine øjne. Et slags nytår. Og til nytår er man festligt klædt på. Så vel derfor sætter jeg mig for at sy en nederdel hvert år.

Jeg har haft en hel sommerferie til det. Men var først i yndlingsstofbutikken d. 3.august. Allerede dér en anelse presset. Købte mønster. Som jeg havde to eksemplarer af i forvejen. Burde have set det komme…

I dag har været en lang arbejdsdag. Har holdt møder og klargjort klassen, så den er næsten klar til de nye børnehaveklassebørn på mandag. Har hygget med min familie i sommerhuset. Barnet er puttet og sov ca. kl 21.

Jeg rydder spisebordet og lægger mønsterdelene op på stoffet, som er vasket den anden aften. Mønsteret krøller i hjørnerne. Stryger det. Eller forsøgte på det. For det der materiale, som mønsteret er lavet af, smelter sammen under og på mit strygejern. Suk-Yes! I samme sekund. Nu er det godt, jeg har flere eksemplarer af mønsteret. Intet skal stoppe mig da.

Klipper. Det går fint.

Stryger vlies på. Det går acceptabelt.

Tester overlocker. Det går ikke fint. Nålen knækker. Det skal stoppe mig. Åbenbart. Har ingen ny nål, der passer.

Det var nok et tegn på, jeg skal gå i seng nu...?

Karriereskifte

Scene 14

Onsdag kl. 23.38: Jeg lukker mine øjne. Alt for sent. Hverdagen er jo begyndt.

Kl. midt om natten: Vågner ved barnet græder. Trøster.

Kl. endnu mere midt om natten: Vågner for anden gang ved at barnet klynker. Beroliger.

Kl. nu er min tålmodighed brugt: Barnet savner sin Onkel Mia, sin far og en af pædagogerne.

Kl. jeg har givet op: Barnet kommer med ind i min seng.

Torsdag kl. 05.44: ’Moar, jeg er sulten!!!’

’Du er nødt til at sove noget mere. Det er ikke morgen endnu.’

’Hvornår er det morgen?’

’Kl. seks. Det er om ca. et afsnit af Gurli Gris.’ (Gad vide, hvor langt et Gurli Gris afsnit egentligt er? Og om det er en sammenligning barnet kan forholde sig til. Immervæk længe siden hun har set Gurli Gris. Hm… Det plejer at virke med de længere film…)

Torsdag kl. 05.46: Barnet har været torpedo i min dobbeltseng i 1½ minut: ’Jeg ER altså sulten.'

Mor her giver op for anden gang inden dagen overhovedet er begyndt og forsøger at finde lidt af det gode humør. Det er meget langt væk.

Men det dukker op som et lyn fra en klar himmel, da årsagen til husstandens dårlige nat viser sig hverken at være onde drømme eller savn, men en væsentlig beslutning om voksenlivet.

’Mor, jeg har tænkt over det. Jeg vil ikke være frisørdame mere. Jeg vil være rockstjerne.’

Godt så. 

Godmorgen!

Jeg skyldte vist også lidt på den konto...

Scene 13

Der er noget, jeg har glemt at dele med jer. 

Den anden dag, da jeg kørte ned af rampen til motorvejen og samtidig talte med ’Mit Alting’, lavede jeg et meget spontant træk. Jeg holdte ind i nødsporet og lod to fremmede ind i min bil.

De stod bare der og så så søde og studerende ud. De lignede mig og barnets far, da vi for en del år siden begge studerede og ingen penge havde – har jeg stadig ikke - men ville til KBH og være en del af det fællesskab, jeg skrev om den anden dag.

Så vi blaffede.

Og mens Studerende Et og To baksede sig ind i bilen, som i anledning af sommerferien, var støvsuget, fik jeg afsluttet samtalen med ’Mit Alting’ og påbegyndt en med dem. Utroligt, hvor meget man finder ud af, man har til fælles med fremmede mennesker på nul-komma-fem. Alene det faktum, at den ene læste til lærer på selvsamme seminarium, som jeg gjorde, og den anden havde gjort det, gjorde det jo til en sjov oplevelse. Da så det viste sig, den ene havde været i praktik, hvor min skoleleder stammer fra, var lige flødeskum på toppen.

De var søde, venlige og de lugtede ikke. Det var først, da de var inde i bilen, jeg forstod, hvad jeg egentligt var i færd med. Jeg har ikke samlet blaffere op før. Men jeg skyldte vist også lidt på den konto…

Det er ikke noget, man går til. Det er noget, man er.

Scene 12

Jeg har snakket med den 4-årige om, hvad hun gerne vil gå til, nu der snart er sæsonstart. Valget står sådan set mellem gymnastik, svømning eller dans. Dans har jeg kraftigt talt udenom. De tillader sig jo at tage samme pris som en charterrejse pr. gang! Men hun har gået til det før. Jeg ser stadig små moves derfra, når vi leger diskotek i stuen. Hun husker det tydeligt.

Egentligt ville jeg helst, at hun skulle gå til gymnastik. Hendes grovmotorik ville ha’ godt af det – og jeg kan forberede mig, mens hun løber rundt, fordi forældre er forment adgang forbudt. Win-win. Hvis hun skal gå til svømning, forudser jeg en råben, skrigen og hylen allerede i omklædningen og kan på forhånd godt pakke lim sammen med badedragten, fordi hun er gået helt op. Men det er også godt at kunne svømme. Man ved aldrig om man kæntrer i kanoen.

Den anden dag spurgte jeg hende så: ’Hvad vil du gerne gå til, hvis du må bestemme?’ Hun svarede spørgsmålet med et spørgsmål, hvilket jeg normalt ikke er fan af, men denne her var skarp. Der var en lille kunstpause og hun spørger så: ’Mor, kan jeg egentligt ikke gå til spejder?’

Jeg blev fyldt af lykke. Og savnede dét fællesskab, som jeg har været en del af siden 2.klasse. For selvom jeg ikke går til spejder nu, så er jeg spejder. Helt ind i hver en celle. Som vi sagde det, der i start halvfemserne: ’Det er ikke noget, man går til, det er noget man er.’ Og min datter må for alt i verden gerne få de værdier og opleve at være en del af lige netop sådan et fællesskab.

’Ved du hvad, min skat, dét undersøger jeg lige.’

Det er bare et dække!

'Det er bare et dække – i virkeligheden er Britts hobby ikke at være kreativ, men at holde kontakten med sine mange veninder.' Sådan sagde hende i forstadens gule hus til ham den virkelig dejlige, da han sagde, han var stået af i en af mine mange fortællinger om én, jeg kender…

Og jeg kender åbenbart mange.

I morgen sender jeg barnet i børnehave. Ikke kun tre timer, som det var tilfældet i sidste uge, for lige at prøve, hvordan det var. Nej, vi taler en hel rigtig arbejdsdag. Næsten. Ingen grund til at aflevere kl. 07.10, når nu vi kan strække den… Det er jo på en måde ferie lidt endnu. Men hverdagen banker på. Forberedelsen kalder. Ingen grund til at lægge hårdt ud dog. Så allerede i overmorgen sender jeg barnet af sted for at dyrke min hobby en hel dag. For altså, let’s face it: Inden vi ser os om, skal jeg stå med en gruppe nye dejlige børn og så er der ikke megen hobby-tid. Men jeg glæder mig og er ligeså forventningsfuld, som jeg var sidste år ved denne tid. Jeg glæder mig til min nye hverdag med alt det, der dog er kendt. Jeg glæder mig til at bruge de erfaringer, jeg har fået med den gruppe børn, jeg med vemod afgiver. Jeg er spændt og tændt på opgaven. Det bliver fedt! Jeg er jo i virkeligheden fan af hverdagen.

Jeg ved, jeg kun kan føle mig spændt og tændt på min kommende hverdag, fordi jeg er tilfreds med den ferie, jeg netop har holdt. Og det er jeg virkelig. Tilfreds. Ovenud. For jeg har lavet intet andet end ting, jeg havde lyst til. Været sammen med yndlingsmennesker. Jeg har brugt oceaner af skøn tid på det, jeg må sande er min egentlige hobby: Mine mange veninder. Verdenssituationen er blevet ordnet et utal af gange. Der er grædt og grint. Der er spist og drukket. Med og uden børn. I festtøj og nattøj.

Og alligevel har jeg slet ikke set, bare i nærheden af alle dem, jeg gerne ville. Men pointen er vel bare, at jeg er oprigtig glad for, hvad og hvem jeg har brugt min ferietid på. At det er det, der er min hobby og at der har været tid til den.

Min skoletaske åbner jeg i morgen for første gang siden d. 6.juli. Gad vide, om jeg finder en runken rosin i bunden med lidt sand på? Eller en lap med et 'Find dato for kaffe med T'? 

Begge dele er ikke utænkeligt.