fredag den 22. juni 2012

At træffe et valg



Nogle valg er svære at træffe. De overvejes nøje. Problemstillingen vendes og drejes. Over dage  - og ikke mindst nætter. Også selvom det viser sig at være et positivt valg, selvom det ikke umiddelbart synes at være så. Nogle valg træffer jeg uden at blinke. Og så var det måske ikke altid helt så positivt, som antaget.
Nogle valg er jeg bekendt med følgerne af. Andre valg kender jeg først følgerne af, når valget er truffet.
Jeg træffer dagligt mange valg. Hele tiden. Konstant. Det værende sig i min undervisning. På vegne af børnene. Jeg bestemmer. Jeg tænker ikke over det, før jeg er bevidst om, at jeg kunne have truffet et andet - muligvis bedre - valg.

Og så er der de valg, som jeg træffer på vegne af andre, og som gør ondt. Og hvor jeg ved det gør ondt på både det andet menneske og jeg. Jeg ved det, lige når beslutningen træffes.

Der er et valg, jeg har truffet, som bliver ved at jagte mig. Faktorer i mit liv lige nu gør, at jagten er intensiveret. Jeg har valgt for mit barn, at hun vokser op som skilsmissebarn. Det er hun jo ikke ene om. Men det var ikke intentionen. Intentionen var en kernefamilie. Jeg er langt i  ( ... igennem?! ) den proces, der hedder at komme sig over bristede drømme, ikke at få sit ægteskab til at lykkedes og alt det andet, der måtte følge med i kølvandet på det valg, jeg traf ved at blive skilt. Det handler slet ikke om det!

Det handler om, at jeg, helt isoleret set, ser på et barn, mit barn, der er sat på en scene, som ikke ser ikke ud som medforfatteren havde bestemt det. Det handler om, at hun skal spille på to scener. Og genfinde sin rolle, hver gang scenen skifter. Hvilket den gør ofte.
Det var ikke det, jeg ønskede for mit barn. Det var ikke det, jeg ville... Og hun har intet valg. Jeg har truffet det for hende. Og det gør altså også ondt. Indimellem.

Det er okay - er det ikke?


Scene 9

Fredag eftermiddag. For en gangs skyld har vi ikke været i Bilka. Det var lige før, det var blevet en vane. En af de virkelig dyre. Så jeg forsøger at undgå impulskøb. Succesraten er større, når jeg undgår Storcenteret. Har vitterligt ikke råd. Og havde forøvrigt også et dankort, jeg ikke vidste, hvorvidt virkede eller ej, da det havde fået en tur på 60 grader i maskinen.

Solen skinner og jeg køber jordbær som en del af desserten med glad 4-årig ved min side. Jeg får nemlig gæst. Tror jeg. Har set meget frem til en aften med en virkelig sød og dejlig kvindeveninde. Selvom jeg har ligget vandret hele ugen.

Men det skal så ikke lige være alligevel. Står med en 4-årig, lækre spiselige sager og trætheden overmander mig. Har derfor sat mig foran computeren med en Mokai og en kage. 

Det er okay – er det ikke?

søndag den 10. juni 2012

Godt vi har Walt Disney!



Scene 8

De fleste blogmødre vil tænke, at jeg nu laver et indlæg om, hvor heldigt det er, at Walt D lavede skønne tegnefilm, som kan redde enhver up-coming-katastrofe i de små hjem med små børn. Men nej, vi skal ud i en helt anden up-coming-katastrofe …

Søndag formiddag i en lejlighed. Sønnen til ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester” er taget af sted for et par timer siden. Mens jeg stadig sov. Datteren skal spille kamp, så ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester” leger taxachauffør. Om lidt: Endelig alene med manden!

Jeg går i bad. Smører mig ind i diverse cremer. Parfume. Make-up. Lækkert lingeri. Og så er det jeg stivner. Ikke bare en smule. Men helt. For der står jeg, egentlig forholdsvis lækker og klar til et knald, men med vådt og filtret hår. Uden hårbørste. Og nej. Jeg kan ikke bare låne en børste eller kam af ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester”. Han pakker nemlig en skraber, når andre pakker en hårbørste i toilettasken. Ikke et hår på hovedet, har han. Datteren har taget sin børste med i tasken. Hrm… 

Jeg ser mig selv i spejlet. Så meget for alenetid til liiiige at blive lækker. Er faktisk lidt i panik. Ringer til ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester” bare for en sikkerheds skyld. Som ventet: Negativt svar.

Hvordan mon filtret hår egentligt bliver, når det tørrer? Kan jeg gøre som den DIY, jeg pinnede ang. filtret hår på barbiedukker? Og pludselig husker jeg:

En dingelhopper!!!

Yep, den er god nok. Jeg gik i køkkenet. Trak øverste skuffe ud og fandt en gaffel. Det fungerede fremragende! Tak til Walt og Ariel!

fredag den 8. juni 2012

What are the odds?


Nu pakkes kufferten. Eller dvs. jeg er i gang med at lave pakkelisten. Listerne. Vi er jo to, der skal afsted. Vi er to, der ikke skal bo i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg, i næste uge. Issuet er ikke, at vi ikke skal være hjemme. Det er klaret med en hus-sitter. Issuet er, at vi ikke skal bo samme sted.
Den snart 31-årige skal bo i Grenå med 97 børn og vist nok 15 andre, der kalder sig voksne. (Man kan nogle gange godt komme i tvivl.) Jeg skal på lejrskole og googler du ’6-årige børns sygdomme og udfordringer’ har jeg uden tvivl alt repræsenteret på min liste over ting, jeg skal være opmærksom på. Det er ikke brok. Blot konstatering – og en udfordring. Og helt og aldeles ganske normalt! Det ved jeg godt! Det har været sådan hver gang, jeg har været af sted. Jeg har jo gjort det før. Ikke i folkeskoleregi. Der spares. Og det er en anden historie om det offentlige vs. friskolen. Men har prøvet det med uniformen på og under mindre luksuriøse forhold. Jeg mener, vi har da rindende vand at børste tænder i i næste uge. Og det er kun de ældste elever, der skal sove i telt… Jeg har fundet vendingerne til hjemve-plagede børn og den indre pædagog er lagt i kufferten sammen med posen med uudtømmelig tålmodighed. Og jeg er i gang med at genopfinde tandbørste-historien. Det er noget med en pingvin, der er ved at blive spist af en løve bagerst i munden. Eller hvordan var det nu den var?

Issuet er, for nu et blogindlægs længde længere nede at komme til sagen, at den 4-årige skal bo hos sine bedsteforældre. Begge hold. Det bliver forkælelse fra mandag til fredag. Uden tvivl. Og jeg er helt tryg. Men det betyder, at jeg skal være væk fra mit barn i fem dage for første gang i hendes 4-årige liv. (Ja, og hun væk fra mig…) Det gik op for mig i dag, da en mor sagde: ’Det er godt nok længe mit barn skal være væk fra mig.’ Jeg svarede et eller andet omsorgsfuldt og sikkert professionelt, mens jeg lagde hånden på skulderen, men svarede også noget i retning af, at min datter også skulle være væk fra sin mor i fem dage. Og det gav genlyd.

Længe.

Skulle hun nu være sammen med sin far i de fem dage, var sagen en ganske anden - og på ingen måde værd at blogge om. Men han skal være væk i forbindelse med sin uddannelse. Jeg mener bare: Det er én uge på et HELT år.

What are the odds?

onsdag den 6. juni 2012

Om en følelse


Det er 14 (skriver fjorten!) år siden jeg lærte hende at kende. Hende, der lærte mig betydningen af, at det var håndskrevet. Hende, der lærte mig, at mærke suset i maven, når der var nogen, der havde brugt tid på at overraske og glæde mig. Ca. en gang i ugen i et år gjorde min mor det. Overraskede mig. Nogle gange var der slik med. Andre gange var det blot få linjer på et stykke pap. Med et frimærke i hjørnet. En enkelt gang var der en tandbørste med. Eller en togbillet, så jeg kunne komme hjem. Men der var også andre, der gjorde det. Tænkte på mig. Overraskede mig. Min faster gjorde det i form af en pakke med 24 små indeni, da det var jul det år. Dengang for 14 år siden. Alle de tanker jeg modtog og blev overrasket over, lige netop det år, ligger i en kasse på loftet. (Okay… fair nok.. de ligger i skuret, for der har endnu ikke været nogen og hjælpe mig med at bære det op.)

Det var hende på værelset ved siden af på efterskolen, der viste mig med strålende øjne, hvad det håndskrevne kan gøre, før hun hang det op på værelset. Det var hende, der viste på hvilken måde det kan glæde - og fastholdt glæden ved at pynte de få m2 med det håndskrevne. Hende, der viste mig, at der fandtes farverige kuglepenne og sjove klistermærker, så man kan gøre noget ud af de breve, man sender retur. Eller sender først - i håbet om at få et svar retur.

Da hun senere delte hoveddør med mig i Århus, var jeg dødsens jaloux. Jeg vandt nemlig en konkurrence, jeg ikke gad vinde, og som hun slet ikke vidste var udskrevet. Jeg vandt for flest rudekuverter, mens hun forsatte samlingen af det håndskrevne.

Hun er stadig den afsender, der sender flest håndskrevne hilsner til mig. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er de håndskrevne breve bare en lille smule mere betydningsfulde end dem, der er printet. Også selvom de nogle gange er personlige.

Så hver gang – uden undtagelse – når jeg sætter nøglen i postkassen, håber jeg på en håndskrevet hilsen. Det sker så ganske sjældent. I dag var der dog én. Eller dvs. mit navn og min adresse på kuverten var håndskrevet. Indeni lå papir, der havde været gennem printeren på sognekontoret. En ny dåbsattest. Jeg har fået mit fødenavn igen. Og ganske uventet affødte dét brev det samme sus og følelse i maven, som når jeg har modtaget en meget personlig hilsen. Det var uventet. Overraskende! Glædende! Både brevet og følelsen. Havde jo nærmest kun lige godkendt med mit Nem-id.

søndag den 3. juni 2012

Mor, græder du?


Mor, græder du? - eller scene 7

Solen skinner. Jeg vågner af mig selv. Ingen iPhone-alarm. Ingen morgensur fire-årig med lukkede øjne, der proklamerer, hun er sulten. Bare af mig selv. Lidt for tidligt taget i betragtning af, jeg rettede budget og snakkede med ”vi-er-ikke-kærester”, da kalenderapp’en havde fortalt mig, at vi nu havde en ny dato.

Det er dæleme smart med en iPhone. For har tjekket op på hele verden to min efter, jeg har slået øjnene op. Mens jeg googler dukkevogne for en veninde hører jeg den skønneste lyd. Glade trippende str 28 på gulvet. Ind kommer en troldeunge med indtørret mælkeskæg, sår på hagen og gult søvn i øjenkrogene. Hun kravler ind til mig. Vi krammer. Godmorgen. Smiler. Krammer igen. Hun ved godt, hun gerne må vågne op nu. Det er ok, når mor er vågen. 

Vi snakker om, hvad der skal ske i dag og der er ingen tvivl. Hun er udhvilet. Hun smiler og griner. Lykke. Helt ind i hver en celle. Hun er glad og smuk. Hun kravler under dynen. Helt tæt. Stjernestunden stopper, da hun meget bestemt siger: 'Mor, du stikker!'

Godt så. Ungen har jo ret.

Morgenmad og multitasking coming up. For barnet vil jo selv. Hvilket er godt nok, men nogle gange er 0,8L mælk i karton og barnets motorik ikke rigtigt koordineret. Så mens jeg læser Marens blog og sms’er med ”vi-er-ikke-kærester” om mine stavefejl, som ikke blot var slåfejl, men rent faktisk stavfejl, redder jeg lige 0,8 L mælk fra at lande på gulvtæppet. Barnet stadig smilende. Fredagsoverskud forsætter. Katastrofe afværget.
Læser videre. Om 'told og anus' og om mine stavefejl. ”Vi-er-ikke-kærester” er sjov på sms. Kombineret med universets nice touch forårsages grineanfald. Jeg hulker af grin. Barnet griner med. Uden at vide hvorfor. Det går op for hende og meget undrende spørger hun:
’Mor, hvad griner du af?’
Jeg svarer, at det er vanvittig morsomt, det, jeg læser.
’Mor, hvad læser du?’
Øh …! Latter!
Barnet griner stadig med. Krammer mig i glæde (vi har åbenbart noget med kram i dag) og snupper en skefuld cheerios mere.
Hun konstaterer: ’Du har vand i øjnene!” 
Latter forsat. Nu kun hos mor.
Barnet ser meget forundret og alvorligt på mig: ’Mor … græder du?’

Og således har vi haft en snak om, at man godt kan græde af lykke og glæde. 

Konstaterer indvendigt, at det faktisk sker oftere og oftere.



fredag den 1. juni 2012

Fredagsoverskud



Fredagsoverskud  - eller scene 6. 

Det er fredag. Denne fredag er af en eller anden grund længere ventet end øvrige fredage. Måske er det fordi, det er den første femdages arbejdsuge for mig i umindelige tider. Der var en femdages uge efter bededag. Men den var kun firedages for mig, pga. min farmors begravelse. Har der været en femdages uge siden påske? Jeg mindes det faktisk ikke.

Denne uge var på en måde heller ikke en rigtig femdages uge, for i dag var hele skolen på tur. Vi skulle møde op i praktisk tøj og løbe-stærkt-sko. Havde overvejet at blive syg. Men nej, solen skinnede, selvom det blæste med vindstød af orkanstyrke på den sportsplads, hvor løjerne udspillede sig. At det var med vindstød af orkanstyrke, kan jeg sige uden overhovedet at være ham den skaldede med de strikkede trøjer eller have forholdt mig til vejr-app’en.

Men så er det, det mærkelige sker. Da jeg parkerer bilen foran børnehaven for at hente pigebarnet rammes jeg af en hidtil ukendt mængde energi og så hører man mig sørme sige til pigebarnet: ’Skal vi spørge S om hun vil med hjem og lege i dag?’ Altså som i, at jeg en fredag eftermiddag, hvor jeg plejer at halvsove og have helt flade batterier, var i stand til at rumme en legedate mellem pigebarnet og et komplet fremmed, men altid smilende, barn!?
Det gik overalt forventning! (Altså bortset fra, da jeg klemte tommelfingeren. Sådan seriøst klemte den!) Og det gik også over al forventning, da mit køkkengulv blev hvidt grundet 3 dl mel, der landede alle andre steder end i bageskålen. Jeg fik nemlig den skøre idé at bage rugbrødsboller med chokolade sammen med pigerne. Det gik også over al forventning, da vi alle tre kæmpede os vej gennem det, der ligner ruinerne efter en verdenskrig, for at finde stempler og glimmerklistermærker til pigernes kreative projekt. Og sørme da også, da de to piger legede at sofaen var en ny trampolin og Elna Elephant en elefant i cirkus!
Har endda også ordnet vasketøj og opvask - og lavet aftensmad …

Ønsker jer alle god weekend! Min varer fire dage, hvilket betyder jeg går en tredages uge i møde. HURRA!