torsdag den 24. maj 2012

Bryster


Jeg kender to, der har fået lavet sine bryster større. Eller … jeg kender to, hvor jeg ved, de har fået lavet brysterne større. Kender endda også én, der har fået dem lavet mindre.

For noget tid siden var der i min netmødregruppe en tråd om bryster. Tråden blev oprettet grundet et ønske om ikke blot at have to nylonstrømper med en lille mønt i enden. Det var sammenligningen efter to omgange amning.
Jeg undlod mange gange at kommentere tråden. For jeg forstod det ikke. Jeg fattede det ganske enkelt ikke. Hvordan kan man være så utilfreds med sin krop, så man ønsker at få kunstige bryster? Jo mere jeg læste med i tråden, gik det op for mig, at det aldrig ville blive mig, der ville spare op til det eller bruge pengene, om jeg havde dem. Men det gik også op for mig, at selvværdet sidder i brysterne hos mange kvinder. Og at der er en millionmilliard følelser forbundet med, om man er tilfreds eller utilfreds med den barm, der nu engang skal holde den stropløse kjole pænt på plads. Men jeg fattede det vitterligt ikke, fordi mine egne var faste og en 70D – selv efter 1 års amning.

Bemærkede du, at der står var? Jeg ved nemlig ikke, hvad de er nu. Men man skal aldrig sige aldrig! De hænger sgu! Er lidt slatne!

Og hvis jeg nu bare kunne bilde jer ind, at det skete den anden aften, hvor barnet og jeg skiftedes til at vælge musik på youtube og dansede forfærdeligt festligt i stuen. Så forfærdeligt festligt, så jeg fik åndenød af det og lagde mig på gulvet, ramt af lykke, fordi barnet dansede livsbekræftende videre og skreg ”Life in plastic, it fantatik!” (Andre med 4-årige børn vil have gættet, at hun havde ønsket Barbiegirl og med sit formidable barneengelsk sang med.) 
Jeg var ramt af lykken lige indtil hendes højre fod ramte mit venstre bryst og med en 4-årigs vægt pressede mit ellers faste bryst om på siden af min brystkasse. Altså krop med bryst ved siden af, midt på stuegulvet. Jeg lå i et splitsekund, som føltes som evigheder, fuldstændig vandret på gulvet med det ene bryst helt og aldeles fladmast mod gulvet med en str. 28 ovenpå. AV! Jeg kan afsløre, jeg skreg lidt i smerte. Pat-vridere fra efterskoletiden var i sammenligning blot et lillebitte niv. Havde ondt i TO dage!

Men man skal aldrig sige aldrig! Og da slet ikke når nu, at opstart af friskole og skilsmisse har reduceret tallet på vægten med otte!!! Ja, kilogram. Og jeg ved, at de sidste to kg er forsvundet sammen med ordene ’faste’ og ’70D.’

mandag den 21. maj 2012

Om koordination


Jeg har været både teamkoordinator og administrerende koordinator. Fuldstændig på ingen måde dækkende titler for det arbejde, jeg udførte. Hvorom alting er, så har jeg administreret skolens intranet i dag. Og jeg nød det virkelig. Før jeg kørte hjem, hentede barnet og blev administrerende singlemom, med tryk på single!

Ser I, på torsdag skal jeg arbejde fra kl. 9.20-kl.vides.endnu.ikke.nul.dut. Men engang ud på aftenen. Og barnepigen kan ikke. Fandt jeg ud af. Havde hun adviseret. Havde ligesom bare glemt det midt i rodet og rodet økonomi, reaktion på skilsmisse og nye voksne hos datteren, sex, sms’er og smil, der får mig til at holde vejret og mit hjerte til at slå et ekstra slag, oprydning, nyt tag, forberedelse, KTI-tests, begravelse, fødselsdag i den anden ende af landet, gensyn med den gamle klan osv. Keder mig ligesom ikke.

Men problem opstået. Hvem passer barnet torsdag? Ringer til min mor. Kan ikke. Ringer til fantastisk veninde. Vil gerne. Men ved endnu ikke om hun kan. Ringer til anden god veninde – som bor i en helt anden by. Hun sidder på en sø. Vil ringe tilbage. Ringer til barnets bedste vens mor. Kan godt, men en anelse bøvlet. Hende på søen ringer tilbage. Kan godt. Men bøvlet. Ringer til barnets venindes mor. De vil gerne. Men har fået arbejde og er derfor presset på tid. Ringer til vi-er-ikke-kærester. Bare for at tænke på noget andet. I mellemtiden er sms tikket ind. Kan barnet lege? Vælger at ignorere foreløbigt. Ringer til eks-svigerinde. Svarer ikke. Ringer til onklen. Barnets altså. Eks-svigerinden tager den og siger ja på onklens vegne. Tror nok, at jeg nu har administreret mine telefonsamtaler sådan, så det er koordineret, at der er en, som henter og passer mit barn på torsdag.

Er fandeme nogle gange så alene om at huske, hvem der kan hjælpe. Og hvad vi skal hvornår. Men titlen som administrerende koordinator har jeg igen, no doubt. Administrerende og koordinerende singlemom. That’s me.

lørdag den 19. maj 2012

Identitetskrise(r)



Arhmen, flot frk. Basse!’ Sådan siger jeg stadig til mig selv, når jeg går i skolekælderen for femte gang, fordi jeg ikke fattede at tage karton med op første, anden, tredje OG fjerde gang. Sådan siger jeg stadig til mig selv, når jeg åbner en pose pasta og hver og en af de 250g skruer ligger på hhv. køkkenbord og gulv, fordi jeg flåede hårdt i posen af latterligt lamt jeg-går-let-i-tykker-når-du-hiver-i-mig-men-vil-ikke-lade-mig-åbne-uden-brug-af-vold-plastik. Dvs. dét siger jeg, hvis jeg har lavet noget dumt eller ikke tænkt mig om… Hvilket sker flere gange ugentligt…

Dét sagde jeg også, mens jeg var gift. Selvom jeg hed Møller. Det hedder jeg stadig. Og jeg har som sådan ikke noget problem med det. Det er bare ikke rigtigt mig, vel? Jeg siger det aldrig. Heller ikke, når jeg snakker i telefon og præsenterer mig selv.
Jeg var kun lige flyttet for mig selv, havde boet i huset i syv dage, da en veninde spurgte: ’Skal du så blive ved at hedde Møller?’ I starten var argumenterne: ’Hva’ skulle jeg ellers hedde?’, ’Ja, for det hedder min datter.’  Og ting i den dur.
Jeg har undersøgt, hvordan man får sit fødenavn igen. Det koster penge. Jeg har overvejet at lade mit mellemnavn blive mit efternavn. Det hedder min datter også. Imidlertid skød jeg tankerne væk og forholdt mig i en periode - trods det hyppigt forekomne spørgsmål: ’Skal du så blive ved at hedde Møller?’ - ikke til mit navn. Ej, det er faktisk løgn, for jeg skrev til en mand på dating-portalen, at jeg hed Britt, og altid vandt den runde i ’Venner for livet’-spillet, der gik på, hvem, der havde det grimmeste fornavn. Men altså: Der er en eller anden sammenhæng mellem, hvad jeg hedder og hvem og hvad jeg så er... Og nu er der dagligt én, som minder mig om, hvad mit fødenavn er.

Speaking of … 
Kan jeg have en blog, der hedder ’Scener fra et singleliv’ uden rigtig at være single? En skrev engang, han håbede, jeg var nødt til snart at lukke bloggen, for det ville betyde, at jeg havde fundet en kæreste. Sådan ser jeg ikke på det. Så må der blot en navneændring til.
Så ligesom jeg forholder mig til, hvorvidt jeg er mest det ene eller andet efternavn, må jeg forholde mig til spørgsmålet: ’Ih, har du fået en kæreste?’ Og dermed også hvad bloggen hedder… Meeen… Så længe vi ikke kalder os kærester, må den vedblive at hedde ’Scener fra et singleliv’!

tirsdag den 15. maj 2012

Majforsæt


Majforsæt eller scene 5 om du vil.

Kan man lave et nytårsforsæt midt i maj måned? Hedder det så ikke bare et majforsæt?

Da jeg oprettede bloggen var det med intentionen om at nedfælde de betydningsfulde øjeblikke i hverdagen. Hverdagen, når den var allerbedst. Også selvom det evt. måtte gøre ondt. Men hvilken hverdag taler vi om? Tjae…

Det er hverdag, klokken er tyve minutter over fire og vi drejer ind i indkørslen i en bil, der burde have været vasket. Parkerer i en garage, hvor der på venstresiden er en græsplæne, der burde være slået.
Barnet er træt. Hun har været i institution i knap 9 timer. Eller sagt på en anden måde, siden kl. 07.10. Som hun er det et par gange ugentligt. Enten fordi hendes mor har møde eller fordi hun har handlet på vejen hjem. Barnet gider ikke med i Rema. Kun Bilka, og helst kun om søndagen, hvor der er Ulveposer.
Vi smider tasker i bryggerset, som stadig ligner et skur. Sådan et sted man smider alting, fordi man ellers ikke ved, hvor det skal være. Barnet spørger, om hun må se tv og jeg sætter mig ved spisebordet med Facebook, Babyforum, Rumble, Wordfeud, mails og musik. Sådan er det lige nu. Lige nu er vi i en periode, hvor vi hver især har brug for at slappe helt af. Vi er ellers også gode til at lege i haven – eller med andre. Hvis vi selv skal sige det! Men vi er trætte. Vi er nemlig begge, på hver vores måde, på overarbejde pt.
Jeg rejser mig og ordner praktiske ting, laver aftensmad. Lige for tiden gider barnet ikke hjælpe. Det har hun ellers været god til og vi har hygget med det. Ved 18-tiden er maden på bordet. Vi spiser længe. Snakker om dagen, der gået og de kommende dage. Om vores venner. Om ord.
Jeg tager mig sammen, hver dag, for at få ryddet af bordet, få vasket eller badet barnet inden det bliver for sent.
Vi skal helst sidde i sengen med det lille lys tændt og bøgerne klar kl. 19.20. En historie og en-to sange før det siges godnat. Hver dag. En af mine yndlingsstunder med hende. Det er forskelligt, hvornår der er ro, nogle gange kl. otte, nogle gange først kl. ni, hvilket er alt for sent, da barnet er husets vækkeur. Det ringer mellem kl. 5.15 og 06.15 ca. 99% af tiden.
Når barnet er puttet slukker jeg tv’et, som er gået på sove-mode, fordi kanalen er Disney Junior. Jeg skal ordne opvask, samle lyserøde genstande, der ligger spredt i stuen, gangen og på badeværelset, smøre madpakke og pakke taske(rne) til dagen efter. Nogle dage støvsuge. Ufatteligt som vi støver i vores hjem. Det er dét ene øjeblik hver dag, jeg savner at være alt andet end single. For der er ingen, der har ordnet opvask mv., mens jeg har badet og puttet. Når det praktiske er ordnet, skal jeg forberede mig, eller holde venskaber ved lige… Det sidste prioriteres højt og kan ses på telefonregningen.

Det er forskelligt, hvornår dagen slutter for mig, men jeg ved den starter flest dage ved at jeg hører barnefødder på gulvet og mærker en fire-årigs hånd på mig, mens hun siger: Mor, skal vi ik’ vågne op nu? Det er forskelligt, hvad jeg svarer… Alt efter om den er 05.15 eller ej, når hun spørger! Jeg går i bad, mens barnet spiser første portion morgenmad ud af to eller tre. Vi vælger hendes tøj sammen. Er det lagt frem dagen før er der grundlag for en krise. Og jeg vælger mine kampe med omhu.
Vi er blevet bedre til ikke at stresse om morgenen. For det går ikke hurtigere af den grund. Der er sjældent mere end fem børn i børnehaven, når vi kommer. Der er hjemlig stemning og det er en smilende datter, der vinker farvel til mig i vinduet før jeg sætter kurs mod skolen.


Det er i dén hverdag, der hver dag er bidder, jeg har lyst til at dele. Og majforsættet er, at I skal have en bid mindst én gang i ugen.

Hvad får jeg, hvis det lykkedes?

Svaret er ligetil: Ro i hovedet. For jeg skriver dagligt et indlæg eller to – altså i tankerne.

torsdag den 3. maj 2012

I anden række


 
Anden række i højre side. Anden skammel fra venstre. Det er der, jeg sidder. Med det samme barn til højre for mig, hver dag. Det er forskelligt, hvem der sidder til venstre, foran og bagved.

Det er på den skammel, at jeg fører samtaler med dem, jeg har brug for gode råd af - i mine tanker, forstås. Alt mens jeg synger med og opdager at sangteksten jo netop den dag handler om mig.

Det er der, jeg nyder, jeg tænker, sender en tanke til en, jeg holder af... Det er på den skammel jeg pludselig vidste, jeg var nødt til at forlade den mand, jeg havde ægtet. Men det er også lige dér sommerfuglene er landet på ny!
Det er der, jeg begejstres og stråler. Men også der jeg en sjælden gang græder. Uden nogen opdager det, naturligvis. Det er der, jeg beslutter og bliver klogere på alle livets forhold. Under morgensangen. Min yndlingstid på dagen.

Jeg har siddet der mindst fire gange i ugen siden d. 11. august 2011. Jeg har følt mig træt, lille, bange, usikker og stresset på den skammel. Min puls er nået 170 og blodtrykket uanede højder. Jeg ved det, for jeg har været monitoreret. En lille dims har optaget min puls, min hjerterytme over dage. Pga. hjertefejlen. Så stresset, usikker og bange … Men jeg har heldigvis også følt samtlige modsætninger dertil, siddende på den skammel!

Jeg er forandret som følge af de scener, der udspilles og sættes omkring mig i den tid, jeg sidder der. Og jeg ved, at hver gang jeg sætter mig, har jeg erkendt eller lært noget nyt inden jeg rejser mig igen. Og jeg gør det, hver dag. Med glæde.

Der er ved at blive lavet bænke, fordi skamlerne roder. Overvejer at søge om dispensation.